»Vi vil ikke finde os i deres tyveri af vores fridag,« lød det i en udtalelse fra Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), da man i forrige uge indkaldte til demonstration mod SVM-regeringens planlagte afskaffelse af store bededag. »Tyveri« kan lyde som hyperbolsk bragesnak fra en faglig leder. Men måske er der en alvor gemt i udtrykket? Dykker man ned i den juridiske litteratur er argumentet for, at regeringen med dette lovindgreb udøver ekspropriation, ikke uden merit.

På papiret er det en simpel sag at afskaffe store bededag. Helligdagene er sammen med salmerne, gudstjenesterne og de øvrige ritualer i folkekirken beskrevet i Den Danske Alterbog og Ritualbog. Og hvad der står i disse, er op til folkekirkens øverste autoritet at bestemme: Dronningen. I praksis betyder det, at det er den til enhver tid siddende regering, der bestemmer, hvilke dage der er helligdage, så længe det ikke strider mod den luthersk-evangeliske trosbekendelse. Regeringen kan altså afskaffe helligdagen store bededag, uden at det skal godkendes af Folketinget.