Ansvar. Med den historiske dom over Inger Støjberg har rigsretten skærpet retspraksis.
Ej blot politiker
Med 60 dages ubetinget fængsel fik Inger Støjberg en historisk hård dom. Og med 25 dommere ud af 26, der voterede for at dømme hende, efterlader den ingen meningsfuld tvivl om skyldsspørgsmålet. Samtidig har rigsretten valgt at skære det ud i pap, hvilket juridisk ansvar der påhviler en minister. Enhver nuværende og fremtidig minister gør klogt i at nærlæse dommen.
Det er kun anden gang i danmarkshistorien, at der er fældet dom under ministeransvarlighedsloven fra 1964, så den vil utvivlsomt spille en stor rolle i fremtidige rigsretssager. Det er derfor værd at nærstudere, hvad rigsretsdommerne har skrevet. Alene det forhold, at der er så bred enighed blandt dommerne, betyder, at denne dom kommer til at vægte væsentlig tungere end dommen fra 1995 over den forhenværende konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen.
Del: