Leder. Truslen om krig forvandler os. Kunsten hjælper os med at forstå hvordan.
Efter freden, før krigen
VI lever ikke længere i en fredstid. Sådan føles det, når man en helt tilfældig tirsdag går ned ad Købmagergade i København og støder ind i et ukrainsk børnekor, der rødkindede og iført lidt for store dynejakker indsamler donationer til indkøb af nødgeneratorer og andet varmeudstyr. Måske skynder man sig alligevel forbi børnene og deres mødre, som står blandt tilskuerne og synger med. For selvom vi næsten fem år efter Ruslands invasion godt er klar over, at krigen ikke kun handler om ukrainerne, så er det stadig vanskeligt at begribe, at krigen også handler om os. Det er ikke kun i andre lande, at myndighederne i disse måneder advarer om stigende risiko for hybridangreb og sabotage, og borgere opfordres til at preppe til tre døgn, just in case. Det var også vores statsminister, der i et opsigtsvækkende tv-interview forleden bemærkede, at vi skal være klar til at dø for Danmark, for det er hun selv. Her er ikke krig, men heller ikke fred, og uafklaretheden skaber grobund for både håb og frustration. Håb, fordi det stadig er muligt at tro på et fredeligere udfald. Frustration, fordi det ikke kun er rundt om os, at tingene forandrer sig hastigt og uforudsigeligt; vi forvandles også af truslen om krig. Heldigvis kan kunsten hjælpe os med at forstå hvordan.
HAR man set Christian Tafdrups spillefilm Speak No Evil, ved man, hvordan vi gik rundt og havde det, da Ukrainekrigen blev indledt tilbage i februar 2022. Filmen, som fik premiere få uger senere, handler om ægteparret Bjørn og Louise, som takker ja til et hollandsk pars invitation om at besøge dem i deres hus på landet. Her fremstilles det nordiske middelklassemenneske, der gennem otte årtier forædlede den fredelige levevis og blev verdensmester i velstand og hygge. I sommerhuset får både Bjørn og Louise færten af uhygge, men de stoler ikke på deres instinkter, og deres afrejse udskydes med fatale konsekvenser. Bjørn og Louise er ikke flugtparate, og det skyldes, at de tror, at det onde findes et andet sted, end hvor de er. Sådan var vi stadig mange, der tænkte i starten af 2022.


