Kunsthistorie. ARoS viser, hvad der optog tyske kunstnere i de kaotiske årtier mellem Første og Anden Verdenskrig, men udstillingen handler ikke kun om fortiden.
Verden af i dag

Friheden falder – er en følelse eller erkendelse, mange i det liberale Vesten har fået i 2010erne og 2020erne. Denne forfaldstilstand bliver dagligt dokumenteret, når man følger nyhedsstrømmen fra Amerika og Europa, hvor antidemokratiske kræfter vinder frem, hvor samfundsgruppers polarisering stiger, og hvor krige og politiske forfølgelser lurer lige om hjørnet.
En af de overskrifter, der bruges til at beskrive verden af i dag, er »Rovdyrenes tid« efter Giuliano da Empolis essay om, hvordan autoritære ledere bruger det galoperende teknologiske amokløb til at nedbryde samfundets civiliserende spilleregler. Men vi har også en stigende følelse af, at vi har oplevet rovdyrenes tid før – for cirka 100 år siden.



