Jeg vågner i min lejlighed, hvor der i dag hverken er rindende vand, el eller varme; det kunne have været værre, og gas er der i det mindste stadig. Jeg skænker min tredje kop kaffe og giver mig til at læse noget, der er frastødende – endnu en fantasi om folkedrab på mit fædreland. Den berømte russiske ideolog for »den russiske verden« Aleksandr Dugin, som er ganske tæt på Putin, har offentliggjort en ny erklæring på sin officielle Telegram-kanal. »Ukraine vil være vores om højst to år. Ukraine vil ophøre med at være en suveræn stat – det kan der ikke herske tvivl om.« Dugin lover også, at der vil blive opfundet et nyt navn til Ukraines territorium (for eksempel: Det Gamle Land), og at der vil blive oprettet faciliteter for massebehandling og mental rehabilitering af de ulydige »nazister, der taler en russofobisk dialekt« – det er så det ukrainske sprog. Russerne har aldrig skjult deres sande hensigter over for Ukraine.

Jeg føler mig søvnig og træt; også i går aftes gjorde de det ganske klart, hvad deres hensigter er. Raketangrebene på Kyiv resulterede i fuldtræffere på flere beboelsesejendomme, en del mennesker blev dræbt og mange flere såret. Jeg så en video af mennesker, der flettede »reb« af tæpper om aftenen, så de kunne klatre ned fra de øverste etager, hvis deres lejligheder brændte. Jeg blev lamslået over at se det, selvom jeg måske ikke burde blive det, eftersom det gennem de seneste fire år har været en del af hverdagen i Kyiv. Det faktum, at jeg for længe siden har vænnet mig til krigen, fremgår af små ting, som at jeg sov i min seng hele natten, selvom jeg hørte eksplosionerne i søvne og godt vidste, at de var virkelighed. Trætheden er stærkere end selvopholdelsesdriften, og efter så mange års krig lever vi med en slags fatalisme. Som vi siger i Ukraine: Hvis du bliver dræbt i aften – går du ikke på arbejde; hvis du ikke bliver dræbt – så går du på arbejde.