En sen eftermiddag den 7. oktober 2020 bliver sygeplejerske Selvi Mahalingam sat til at indkøbe et par flasker vand og fotografere tilfældige forbipasserende børn i Kolkatas støvede slum. Hun rækker en kølig vandflaske til en lille pige, siddende på skødet af sin barfodede bedstemor, flasken med det turkise Brislie-logo er nærmest større end pigen selv. Forventningsfuld ser den lille pige op, mens hun bider i låget på plastikflasken. Klik, klik, klik, lyder det fra Selvi Mahalingams kamera.

Mahalingam er på det tidspunkt sygeplejerske ved den danske ngo Gadens Børn. Hun er ikke klar over, hvad de mange fotos konkret skal bruges til. De udsendte bliver dagligt bedt om at tage billeder af gadebørnene til ngo’ens sociale medier, så den dag tænker hun ikke nærmere over opgaven.