Efter valget af Donald Trump til endnu en præsidentperiode kan man ane den næste store kamp om kunstig intelligens under opsejling. Trumps støtte og rådgiver Elon Musk, som er sat til at lede en ny afdeling for effektivisering af regeringen, har særdeles skarpe meninger om de aktuelle versioner af AI fra både OpenAI og Google, som han finder inficeret af »the woke mind virus« og fulde af venstreorienteret bias. Han har selv en alternativ platform ved navn xAI under udvikling.

Hvis Musk får den indflydelse i den kommende Trump-administration, som mange forventer, kan det næste store slag om AI i 2025 komme til at udspille sig med Det Hvide Hus som særdeles aktiv deltager. Afgørende kan det blive, hvem blandt techgiganterne der nu får de store og givtige kontrakter med den amerikanske regering.