Kommentar. Troværdigheden er også på spil for den kommende borgerlige opposition, der i disse dage raser mod Jakob Ellemann-Jensen.

Dobbelt troværdighedstab med skrue

Selvfølgelig har Frihedsbrevet talt efter: 61 gange lovede Moderaterne og Venstre en advokatvurdering. Brevet har vist ikke talt, hvor mange gange tilsvarende løfte er kommet fra Liberal Alliance, Konservative, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. Men mon ikke man i så fald ville runde de hundrede?

Mens man varmer op til en SVM-regering, er det en god idé at minde om, hvorfor de borgerlige partier fremturede. De var, forståeligt nok, rasende over den minkskandale, som en nonchalant Mette Frederiksen nægtede at kalde en skandale. Det var helt igennem passende at hidse sig op over den sag, der afslørede Mette Frederiksens regeringsførelse under coronakrisen. Mange vælgere mistede her helt tilliden til Mette Frederiksen.

Men, og det er det afgørende i disse dage: Kravet om en advokatundersøgelse var en projicering: Et tegn på magtesløshed. En konsekvens af det faktum, at oppositionen ikke kunne vælte Mette Frederiksens regering. Den blev jo bare siddende. I stedet kunne de borgerlige så udtrykke mistillid ved at kræve assistance fra dommere og advokater. Kunne man ikke vælte statsministeren, kunne man vel true med at sende hende i fængsel?

Det var helt igennem uværdigt, at Mette Frederiksen ikke selv tog konsekvensen af Minkrapporten og gik af i sommer. Men det gjorde hun ikke, og det fik oppositionen til at skrue sig endnu mere ned i kravet om en advokatundersøgelse.

Mon ikke de blå partier hele tiden har vidst, at minksagen ikke handler om jura? Det burde de, for det er blevet fastslået af stort set hele landets juridiske ekspertise. Tre fremtrædende professorer konkluderede, at det »med høj grad af sikkerhed« kan slås fast, at Mette Frederiksen ikke vil kunne dømmes.

Og det var ikke spor overraskende: Det var tydeligt, at Minkkommissionens konklusioner ikke ville kunne bære en rigsretssag mod statsministeren. På den måde var de borgerlige partiers talrige krav og løfter om en advokatundersøgelse symbolske. Man kan endda sige, at Mette Frederiksen har haft en en interesse i, at minksagen fortonede sig i falbelader om hendes juridiske ansvar.

Nu kommer der en regering hen over midten. Ellemann og Løkke løber fra deres gentagne krav om en advokatundersøgelse. Men de to partiledere gør sig skyldige i dobbelt troværdighedstab med skrue:

Det første, da de så længe slog hårdt på, at Frederiksen skulle og kunne drages til ansvar juridisk. Det andet, da de søndag henkastet droppede selvsamme krav. Hvad er værst? På mange måder det første, fordi de så udmærket må have vidst, at en rigsretssag var et fatamorgana.

Minkskandalen viste sig utroligt nok aldrig rigtigt at være Mette Frederiksens store problem. Det er uretfærdigt. Men at den er endt som de borgerlige partiers hovedpine, skyldes ikke mindst deres egen håndtering.

Særligt Ellemann og Venstre må leve med en langvarig og berettiget mistro til dømmekraften. Alle, der er løbet fra et løfte, ved, hvor stor en skade det gør, og hvor længe det klæber til én. Den nye finans- eller forsvarsminister (eller hvad Venstre-lederen snart kan kalde sig) kommer længe til at tale med langt mindre troværdighed. Tror han selv på det, han siger? Hvornår vil han mene det modsatte? Det ultimative krav til ham må være, at han sikrer en regering, der virkelig gør op med de seneste tre års centralisering og topstyring og retter op på skaderne i centraladministrationen.

Men sagen er mindst lige så undergravende for den kommende borgerlige opposition, der i disse dage raser mod Ellemann. Hvad har de tænkt sig? Vanopslagh, Pape, Støjberg og Messerschmidt? At lade kravet om en advokatundersøgelse være det bærende fælles grundlag i de kommende år? At kræve statsministeren for en rigsret efter næste valg? Bliver de ved med at insistere, vil man jo tro, at de stadig mener, at en undersøgelse meningsfuldt vil kunne føre til en rigsretssag.

Et værdigt punktum for minkskandalen? Det kommer ikke af en fortsat undergravning af den borgerlige oppositions troværdighed. Sagen handler om politik i corona-årene; om en magtfuldkommen regering og en svag opposition. Et punktum, nej, et udråbstegn vil først kunne sættes af en stærk opposition, der står i egen ret som et klart alternativ til den nye regering.