Djævelsk jura

BLASFEMIPARAGRAFFEN blev afskaffet i 2017, og det er der i disse dage flere politikere og eksperter, som offentligt ærgrer sig over. Særligt ærgrer de sig med henvisning til, at Straffelovrådet allerede i en betænkning fra 2014 slog fast, at paragraffen overhovedet ikke var til hinder for skarp kritik af religion og religiøse dogmer. Det var nemlig en såkaldt sovende paragraf, som ikke blev taget for pålydende, sådan som retspraksis havde udviklet sig i et sekulært samfund. Nej, faktisk var det angiveligt ifølge Straffelovrådet kun i tilfælde af offentlig afbrænding eller anden skænding af hellige skrifter som Koranen og Bibelen, at paragraffen havde sin berettigelse. Altså burde vi have bevaret den, lyder konklusionen.

SKAL man fortryde noget i den forbindelse, er det imidlertid ikke, at blasfemiparagraffen blev afskaffet, men at det tog så lang tid at afskaffe den, at vi skal tilbage til 1946, før der sidste gang faldt dom efter den. I et retssamfund skal man ikke have love, der ikke håndhæves, og slet ikke om noget så ømtåleligt som blasfemi. Paragraffen skabte falske forventninger hos nogle borgere om, at deres tro var beskyttet mod hån, spot og latterliggørelse; senest hos dem, der politianmeldte muhammedtegningerne. De har næppe helt forstået, hvordan Rigsadvokaten blot og bart kunne afvise at rejse en straffesag, når der stod sort på hvidt i loven, at det var strafbart at drive spot eller forhåne et religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse. De voldsomme reaktioner i ikke bare Danmark, men hele Mellemøsten bekræftede jo, at millioner af muslimer tog anstød på profetens vegne.