Leder. Højre- og venstrefløjen synes at være rørende enige om, at det gælder om at forsyne vores børn og unge med dannelse. Problemet er bare, at de to fløje ikke har den samme forståelse af begrebet.
Ding dong dannelse
DANNELSE er på alles læber. Hvor »kompetencer« og »læring« var modeord i halvfemserne og et godt stykke ind i nullerne, synes nu både højre- og venstrefløj enige om, at det frem for alt gælder om at forsyne vores børn og unge med dannelse fra børnehaven og hele vejen op gennem uddannelsessystemet. Tag blot debatten om den fejlslagne reform af pædagoguddannelsen i den forgangne uge: Uden tøven slog formand for BUPL Elisa Rimpler fast i P1 Morgen, at reformen fuldstændig ligesom på folkeskoleområdet var sandet til i »kompetencemål« og selvvalgsmoduler. Det højere formål var gået tabt. »Dannelsesopgaven«, som hun kaldte det, var ikke forløst.
ER højre- og venstrefløj rørende enige om dannelsens forrang, er der grund til en vis skepsis. Kunne det måske skyldes, at de to fløje overhovedet ikke forstår det samme ved begrebet dannelse? Og ja, det kunne det absolut. Når venstrefløjen taler om dannelse og ikke længere vil vide af »kompetencer«, er det et opgør med præstationssamfundet: med djøfisering, læremålsstyring, test, evalueringer og metodetvang. Kort sagt et opgør med den famøse konkurrencestat, der i egen selvforståelse var en attribut til det globale marked, og som sådan skulle sikre arbejdsstyrkens optimering fra vugge til grav.
Del:
