DEN kunstige intelligens, der i disse år belæsses med astronomiske investeringer, er omgærdet af en forbløffende mangel på begejstring. Det kan virke, som om halvdelen af kloden helst så, at nogen trak stikket på det ekspanderende digitale bæst. Den voldsomt energikrævende opfindelse vil drive rovdrift på naturen, klimaet og den menneskelige kreativitet, spås det, ligesom den vil gøre ufattelige mængder mennesker arbejdsløse. Det er vanskeligt at komme i tanker om en så upopulær ny opfindelse på denne side af atombomben. Selv teknologiens opfindere synes at bruge al deres tid på at advare mod konsekvenserne af deres eget værk – nøjagtigt ligesom fysikeren og atombombens chefkonstruktør, Robert Oppenheimer, gjorde, i årene efter at de første sprængladninger var sendt ned over Japan.

EGENTLIGE kunstneriske fremtidsvisioner, som sætter fiktive billeder på konsekvenserne, har der ikke været mange af. Derfor er det passende, at årets mest overrumplende tv-serie tager mistroen op og følger tanken om teknologiens faretruende almægtighed til yderste konsekvens. Men den gør det på en anden måde end de mange dommedagstanker, kunstig intelligens ellers fører med sig for tiden. Pluribus kaldes serien, og den kræver, at man er begunstiget med et abonnement på Apple TV. Når serien alligevel er værd at nævne i en juleleder, skyldes det ikke kun, at den er dybt interessant, og at sidste afsnit står til rådighed fra og med den 24. december. Man kan således med fordel bruge sin juleferie på at synke ned i hele første sæson. Det skyldes også, at den handler om noget så passende for denne højtid som en nedtrykt, ensom, hånlig og desperat lesbisk kvinde, som står ene i verden mod vor tids rædselsregimente.