LÆG for en stund ugens begivenheder til side, topmødet i København, dronerne, den russiske skyggeflåde, situationen i Ukraine. Tænk så på det velkendte europakort, ja, det i atlasset, det, som man engang kunne hive ned som et rullegardin foran tavlen: Er Europa et hus, er Vesteuropa de fine stuer, festens midtpunkt, fuld af selvtillid og krav om opmærksomhed: Se os, Italien, Tyskland, Frankrig, indercirklen, se Østrig, det gamle habsburgske rige, kontinentets hjerte. De Britiske Øer er den flotte, markante outsider, vi altid håber vil komme med og præge festen. I periferien fortoner vores del af Europa sig i nordøstlig tåge.

KORTET kan vi tegne på et papir med lukkede øjne. Men prøv nu at lægge det ned på siden. Hvad sker der så? En total forandring! Hele huset hviler nu på Central- og Østeuropa: Ukraine, Polen, Tyskland er den bærende søjle. Fundamentet er ikke længere Middelhavet, men Rusland, tungt, men bevægeligt, altid i skred. I dette europæiske hus træder Østersøen frem som entreen, Baltikum hoveddøren, Danmark som porten, der skal forceres, nøglebæreren.