Operation flet næbbet

Statsministeren holdt i går en alvorsfuld tale om de seneste dages dronehændelser over danske lufthavne. Her erkendte hun, at danskerne med rette har undret sig over myndighedernes manglende indgriben. Hun forstod udmærket de mange spørgsmål, blandt andet om hvorfor dronerne ikke var blevet skudt ned.

Men her og nu er der ikke plads til kritik, lød budskabet. Det er nemlig det, Rusland vil have.

»Jeg er også nødt til at sige – og det er særligt til nogle af partierne i Folketinget: At målet med hybride angreb er ikke kun at teste vores myndigheder eller vores beredskab. Det er som sagt også at se, hvordan reagerer vi som samfund, og hvordan reagerer vi politisk.«

Og så konkluderede Mette Frederiksen:

»Tiden er ikke til hurtige meldinger eller politiske overbud eller mistillidserklæringer til myndighederne eller til politiet.«

Det ligner efterhånden et mønster fra statsministerens side. Når hun står i en tilspidset situation, hvor hun har brug for national enhed og en fremhævelse af hendes statsmandseffekt, beder hun oppositionen om at skrue ned for kritikken med henvisning til øjeblikkets nødvendighed.

I sommer bad hun oppositionen om at holde igen med at kalde ministre i samråd, fordi regeringen ville få meget travlt med at gennemføre sit formandskab for EU.

Efter coronapandemien modsatte hun sig længe en evaluering, der kunne vise, om der var grundlag for kritik af regeringens håndtering og nedlukninger. Det giver ellers absolut mening, at alle ramte lande gennemgår effekten af de forskellige tiltag for at vide, hvad man gør næste gang, der kommer en pandemi.

Statsministeren henviste da også selv til pandemien i går, da hun sagde, at danskerne før har stået i den indledende fase af en krisehåndtering.

»Og jeg har også sagt det, jeg siger nu, før. At i enhver håndtering af en svær krise, er der risiko for, at man kommer til at begå fejl.«

Man fornemmer allerede de indledende håndbevægelser til udstedelsen af en blankocheck.

Mette Frederiksen, der har markedsført sig selv som »Putins hovedpine« og i flere år forsøgt at skræmme danskerne ind i en krigsmentalitet, har ingen plan.

Det ville klæde hende at erkende, at det ikke forbedrer Danmarks beredskab at lukke øjnene for det, ethvert barn kan se.

Mette Frederiksen har selvfølgelig ret i, at det er vigtigt at holde hovedet koldt, og at et lands modstandskraft ikke kun måles i den militære kapacitet. Det måles også i befolkningens evne til at modstå et psykologisk pres.

Det er også rigtigt, at målet med hybrid krigsførelse er at destabilisere et samfund både socialt og politisk, at få befolkningen til at føle mistillid til regeringen og myndighederne og i sidste ende svække det politiske lederskabs autoritet, så det fremstår delegitimeret. Både indadtil og udadtil.

Men en afgørende forskel på frie og autoritære samfund er måden, de håndterer kritik på. Åbne samfund, der er baseret på demokratiske kontrolmekanismer, vender i krisetider kritikken indad, mod deres eget politiske lederskab, som de forventer skal sikre befolkningens ve og vel.

Totalitære samfund er kendetegnet ved det modsatte. Her dirigeres befolkningens utilfredshed altid væk fra deres regeringer og udad mod ydre fjender: Ukraine. Israel. Vesten.

Det er derfor, vestlige samfund med tradition for en kritisk offentlighed er sårbare over for psykologisk krigsførelse.

Men det er også af samme grund, at vi har bedre, friere, mere velfungerende og selvkorrigerende samfund.

Situationen kalder ikke på at slå ned på kritikken, men på at bringe Danmark ud af den handlingslammelse, som blev afsløret af dronerne over lufthavnene.

Det ville klæde Mette Frederiksen at udvise mere ydmyghed over for den opgave.