Det, man bør vide om Israel-Palæstina, er …

Der findes dage, man ikke sådan lige glemmer. Den 7. oktober 2023 var en af dem. Tidligt om morgenen krydsede terrorister fra Hamas grænsen mellem Gazastriben og Israel og begyndte et uhyrligt massemord på flere end 1.000 civile, heriblandt børn, pensionister og unge festivaldeltagere.

Siden har Israel svaret hårdt igen, og på Weekendavisen har vi gjort vores bedste for at dække perspektiverne i den eskalerende krig med reportager, interviews, analyser og kommentarer.

Dagen efter angrebet skrev Lasse Winther Jensen om den »tilstand af chok, fortvivlelse og desperation«, der nu havde bredt sig i hans hjemby Jerusalem. »Alle kender nogen, der er ramt,« som han efterfølgende fortalte i en særudgave af podcasten Avistid med chefredaktør Martin Krasnik, der selv var efterladt i en »tilstand af hjemløshed og sorg«, som han skrev på forsiden af avisen.

Siden har Gunnar Willum rapporteret fra Israel om »massakren i ørkenen«, der kostede flere end 260 festdeltagere livet, og om reaktionerne på Vestbredden, hvor han mødte en udtalt vrede – rettet mod Israel og ikke Hamas. Og Mette Rodgers har talt med indbyggere i Gaza om konsekvenserne af det israelske modsvar og den manglende mulighed for at flygte fra bomberne.

Efter angrebet satte Jesper Vind sig også for at nærlæse Hamas’ charter fra 1988, og han fandt »den mest bizarre ideologi, der er formuleret efter Anden Verdenskrig«. Kan man så bekæmpe sådan en terrororganisation? Det spurgte Peter Harmsen en af verdens førende militærhistorikere om. Og svaret var ikke specielt opmuntrende: »Det er meget vanskeligt at finde bare ét eksempel, hvor en regulær militær styrke har haft held med at slå en terror- eller guerillabevægelse så meget ud, at den ikke længere var i stand til at kæmpe,« fortalte Martin van Creveld.

De militære og geopolitiske perspektiver er i det hele taget bekymrende, som Mikkel Vedby Rasmussen skrev i en længere analyse af den militære situation i Mellemøsten. Derfor er krigen ifølge udlandsredaktør Anna Libak også en krig lige efter Vladimir Putins hoved. Og den kan ikke vindes med sorg og vrede som drivkraft, som Martin Krasnik skrev i en leder: Det kræver et politisk opgør med den hidtidige israelske tilgang.

Herhjemme har krigen også haft konsekvenser. Mads Staghøj har eksempelvis talt med flere jødiske forældre, som nu frygter for deres børns liv. Han har til gengæld haft svært ved at få fremtrædende dansk-palæstinensere i tale om deres syn på Hamas. En situation, som fik Martin Krasnik til at efterspørge selvransagelse og selvkritik blandt vestlige palæstinensere og på venstrefløjen.

Det samme gjorde Søren K. Villemoes forleden i en længere tekst, hvor han grublede over, hvad der egentlig gjorde ham så utilpas, da han stod på Nørrebro i København og så en enorm demonstration for palæstinenserne bevæge sig forbi, mens selv små børn messede: »From the river to the sea/ Palestine must be free.«

I de kommende uger vil vi fortsætte vores dækning af de forskellige perspektiver i krigen og forsøge at gøre alle klogere på, hvad der sker, hvorfor det sker, hvad konsekvenserne er, og hvordan vi kommer videre herfra.

Følg med løbende på Weekendavisen.dk, hvor vi samler hele dækningen på en temaside. Og hver fredag i papiravisen, naturligvis.