Jeg har boet i Jerusalem i godt et årti, og jeg har lært at tilgå hverdagen som en israeler: med forventningen om, at de daglige rutiners tynde fernis kan krakelere på et splitsekund. En katastrofe kan opstå ud af det blå, og den israelsk-palæstinensiske konflikts konstante voldsspiral kan når som helst åbne sig på vid gab. Jeg har set VM-slutrunde luntende frem og tilbage mellem fjernsynet og beskyttelsesrummet i vores kælder, og jeg har fået mine rejseplaner spoleret af akutte lufthavnslukninger under byger af raketter. Den slags bliver, hvor absurd det end lyder, en del af hverdagen.

Det, der skete lørdag morgen, var noget helt nyt. Vi vågnede i Haifa, hvor vi var til den årlige filmfestival; en af den slags mondæne kulturbegivenheder, der er med til at opretholde illusionen om Israel som et land, hvor man sagtens kan leve et nogenlunde normalt liv. Terrorister fra Hamas havde angrebet kibbutzer og småbyer i området omkring Gazastriben, læste vi i nyhederne, mens vi stadig gned søvnen ud af øjnene. Det sker relativt ofte, men det her var tilsyneladende mere end bare spredte raketangreb.