Leder. Rasmus Paludan er et vigtigt symbol på ytringsfriheden. Ikke på trods af sin ekstremisme, men på grund af den.

Det afskyelige

AT netop Rasmus Paludan er blevet symbol på ytringsfrihed – eller nogen som helst anden form for frihed – virker for mange absurd. Da han stillede op til folketingsvalget med Stram Kurs i 2019, var der meget sniksnak, selvom der ikke var tvivl om mandens ideologi. For ham hører muslimer »pr. definition« ikke hjemme i »det kristne Danmark«. Erklærer de sig som muslimer, skal de deporteres og sorteres efter antallet af »rene« bedsteforældre. For de tilbageværende skal gælde særlige regler. På denne plads skrev vi, at Paludans program er en velkendt variation af fascismen: »Paludan kender tydeligvis Nürnberglovene og den national­socialistiske racelære. Til alle dem, der kalder Paludan for klovn, opvigler, gøgler, provokatør, nar eller andet muntert, må man sige nej: Med sit menneskesyn er Rasmus Paludan nazist.«

TOLERERE dette menneskeforagtende had? Det er at gøre ytringsfriheden til en blind principsag, lyder det. Her må samfundet sige stop. Eller som statsministeren, der ynder at personliggøre vigtige principper, sagde i sidste uge: »Jeg har ikke noget behov for, at der bliver brændt bøger af.«

DET er ikke statsministerens behov, der skal diktere frihedsrettighederne. Paludan bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på alle, også folk på højrefløjen, der ikke har problemer med at se en koran gå op i flammer. Men sagen er, at Paludan er blevet et symbol på ytringsfriheden. Ikke på trods af sin ekstremisme, men på grund af den.

UTÅLELIGE ytringer og retten til at fremsætte dem – og her hører en nazists bogafbrændinger til de mest utålelige – er netop det, der definerer ytringsfrihed. Det er nemt at slås for ytringer, man selv bifalder. De fleste vil også acceptere holdninger, de ikke er enige i, men som befinder sig i den normale del af den offentlige debat. Langt sværere er ytringer, som næsten alle finder afskyelige. Men det er præcis dem, der viser, at ytringsfriheden findes – ikke som blindt princip, men som en faktisk rettighed. Det er derfor, at et de facto-forbud mod koranafbrændinger er et afgørende principielt knæfald. En mand som Paludan skal bekæmpes. Med ord, argumenter eller tavs afvisning. Ikke ved at indskrænke de frihedsrettigheder, han selv kæmper for at ødelægge.

»Paludan er blevet et symbol på ytringsfriheden. Ikke på trods af sin ekstremisme, men på grund af den,« skriver Martin Krasnik. Foto: Jonas Olufson, Scanpix Jonas Olufson
kras
(f. 1971) er chefredaktør. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med studier på Hebrew University og London School of Economics. Han kom til Weekendavisen som praktikant i 1995 og blev derefter korrespondent i Jerusalem og London, udlandsredaktør og dækkede USA i årene under Barack Obama. Efter afstikkere til DR2s Deadline kom han tilbage til avisen i 2016 og blev chefredaktør i januar 2017. Han har skrevet De retfærdige - en islamisk stafet, Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne, Ritt og Søren - samtaler om krig og kærlighed, Pundik og Krasnik - og resten af verden og senest En smal bro over afgrunden.

Andre læser også