Cecilie Wittnebel undskylder ved hoveddøren, hun skal lige skifte en ble, finde nye stofbleer frem, vugge lidt, alt sammen med en baby på armen. »Jeg finder ro, når hun har ro,« siger Cecilie Wittnebel, mens hun brygger kaffe med den frie hånd. Hun smiler til sin datter, Ada.

Det særlige ved den lille baby, der kigger på sin mor med betuttede blå øjne, er, at hun meget længe ikke fandtes i officiel forstand. Ikke i en læges journal, som dna i en blodprøve eller på noget grynet scanningsbillede: I ni måneder fandtes hun kun i 35-årige Cecilie Wittnebels mave. Efter hun blev født på et blåternet gulvtæppe hjemme i stuen for fire måneder siden, fik systemet besked om Adas ankomst, men hun gik ind i sin første vinter uden lægebesøg – tiden forløb uden store forstyrrelser her i det lille hus under trækronerne nær Faaborg på Sydfyn. Først da datteren begyndte at hoste slemt efter nytår, ringede Cecilie Wittnebel til en sundhedsplejerske. Det var første gang, systemet mødte Ada i egen person.