Sammenligningens syge. Behovet for social status er en grundpille i den menneskelige natur. Driften udfolder sig ofte ubevidst, men er en nøgle til at forstå både individers handlinger og historiske samfundsudviklinger.
Den store statusjagt
I 1948 beskrev den britiske antropolog William Bascom en sælsom skik blandt mændene på den mikronesiske ø Pohnpei.
De gik forfærdelig meget op i yams. Ikke så meget fordi de knudrede rodfrugter var hovedingrediensen i øboernes daglige kost, men fordi de var en kilde til at opnå personlig prestige. Mændene forsømte ofte deres marker for i stedet at snige sig ud til hemmelige steder, hvor de dyrkede særlige kæmpeyams beregnet til fremvisning. Det kunne tage ti års arbejde at fremelske disse eksemplarer, som nåede op i nærheden af hundrede kilo og krævede 12 bærere, når de endelig skulle afsløres til en af landsbyens fester. Og præmien, der drev denne indædte konkurrence? Manden med den største yams opnåede at blive prist offentligt af høvdingen for sin generøsitet og kunne indtil næste fest bære prædikatet »Nummer 1«.
Del: