Frihedslængslen bruser i landets forskerstand, hvor over 2.000 akademikere har sat deres navn under en række krav om mere frihed til deres stand, som man denne sommer har overbragt politikerne. Under sloganet Sæt forskningen fri vil de have et opgør med universiteternes enerådende ledelser, der udhuler ansættelsestrygheden. Frigøres fra at skulle nå strategiske mål fastsat af fonde eller løse opgaver for embedsfolk uden faglig forstand. Og de yngre forskere vil være fri for, at professorerne tager æren for deres knokleri. En kommission skal nytænke universiteternes økonomi og opdatere universitetsloven, så samfundet ifølge forskerne vil få mere ud af de mange årlige forskningsmilliarder.

Blandt frihedskampens spydspidser finder man Ole Wæver – fejret professor, kendt iagttager af international politik i medierne og formand for Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske udvalg. Og ikke mindst kendt for den kamp, han måtte tage for sit gode navn, da to yngre kollegaer for et par år siden i et forskningstidsskrift udråbte hans livsværk – teorien om securitization – til at være racistisk. Ole Wæver blev det hidtil mest prominente eksempel herhjemme på, hvordan forskere risikerer at blive lutret i flammerne, når et fagligt miljø bliver grebet af moralisme og inkvisitionstrang.