Den grønlandske utopi

GRØNLAND bliver hverken dansk eller amerikansk. Det budskab har formand for den grønlandske regering Múte B. Egede turneret med på både danske og amerikanske tv-kanaler de seneste tumultariske uger. Den grønlandske fremtid tilhører Grønland, har han fastslået. Man kan ikke sige, at han har sine vælgere imod sig. Et stort flertal af grønlændere ønsker ifølge en undersøgelse i Berlingske og den grønlandske avis Sermitsiaq det samme. 55 procent ville svare ja, hvis der afholdes valg om selvstændighed i dag, fremgår det – kun 28 procent ønsker ikke selvstændighed.

FÅR Múte B. Egede sat en afstemning om selvstændighed i værk, vil han ikke støde på en vrangvillig Mette Frederiksen. Hun har igen og igen bekræftet formanden i, at det ikke er Danmark, der bestemmer, om grønlænderne ønsker selvstændighed; den beslutning ligger ene og alene hos grønlænderne selv. Men der er en mislyd i denne vedholdende, statsministerielle remse, skønt det er forståeligt, hvorfor hun siger det: Proklamerede hun noget andet, ville det være i strid med selvstyreordningen fra 2009. Her fremgår, at »det grønlandske folk er et folk med ret til selvbestemmelse under international lov«. Sagen er bare, at den globale virkelighed har indhentet de fine hensigter.