Leder. Ved fredagens topmøde stråler præsident Zelenskyj ved sit fravær. Det siger alt om vores tid.
Den frie verdens ledestjerne
PRÆSIDENTEN, der glimrer ved sit fravær: I september 1938 mødtes britiske Neville Chamberlain med Adolf Hitler i München. Her aftalte de, at Tjekkoslovakiet skulle afgive Sudeterlandet til Tyskland – blodpenge for en fredsaftale med briterne. Der var ingen tjekkiske repræsentanter, heller ikke præsident Edvard Beneš. Den tidligere frihedskæmper og mangeårige udenrigsminister måtte kort efter aftalen gå i eksil. Dette forræderi mod tjekkerne kaster en mørk skygge over endnu en tom plads ved et topmøde: Fredag mødes Trump og Putin for at diskutere Ukraines fremtid – uden præsident Zelenskyj. Det var Hitler, der insisterede på, at Beneš skulle holdes væk. Og det er naturligvis Putin, der har afvist Zelenskyj.
DER er i Europas dystre historie meget få store helte. Zelenskyj er en af dem. Han ligefrem stråler ved sit fravær, det er netop derfor, Putin vil holde ham væk. Zelenskyj har insisteret på at blive i sit land og inkarnerer ukrainernes forsvarsvilje og sammenhold. Billeder fra Alaska med ham og Putin ville have råbt det ud til hele verden: Her står diktatoren for verdens største land, en massemorder, et grotesk forfængeligt menneske, der i sit uendelige mindreværd har ofret en million af sine egne unge mænd i en krig. Ved siden af ham står den mand, der har modstået hans enorme overmagt, en komiker, en underhund, som har rejst sit folk mod den fascistiske revanchisme. Ved overhovedet at være til stede ville Zelenskyj latterliggøre Putins budskab om, at Ukraine ikke findes.
Del: