Færre kandidater. For første gang nogensinde skal der indføres et loft for det samlede optag på universiteterne. Politisk er målet at få flere unge ind på velfærdsuddannelserne. En ny analyse afslører, at håbet hviler på et tvivlsomt grundlag.
Den forkerte medicin
Politikerne går galt i byen, når de kalkulerer med, at der vil blive uddannet flere pædagoger, lærere og sygeplejersker, fordi der nedlægges studiepladser på universiteterne. Der kommer ikke flere medarbejdere ud i daginstitutionerne, på skolerne og sygehusene, blot fordi adgangen til de højere læreanstalter bliver mindre som led i en ny dimensionering, der fjerner omkring hver tiende studieplads på universiteterne.
Sådan lyder i al korthed konklusionen i en analyse fra den akademiske fagforening DM, der sår tvivl om et centralt element i universitetsreformen, som regeringen fik gennemført i en bred politisk aftale i juni sidste år.
Del:



