Genfødsel. Kriseramte mænd fra Vesten flytter ind i en kampsportslejr i Thailand for at træne sig til frelse. Mads Staghøj er en af dem.
Ring af ild

Illustration: Asbjørn Skou
Niko
Jeg mødte Niko for første gang i december. Det var lørdag aften, og jeg var med min kæreste til æbleskiver og gløgg hos hendes venner. Jeg havde tømmermænd og kendte ingen. Snakken faldt, som den gør i mit segment, på Israel-Palæstina og mediernes dækning af krigen. Samme uge var jeg blevet hængt ud på Instagram i groteske memes, der fremstillede mig som fjende af det palæstinensiske folk, og jeg kunne virkelig ikke overskue samtalen. Jeg sad og vred mig på stolen, da Niko lænede sig ind over bordet.
»Hey, har du brug for at tale om noget andet?« spurgte han med dæmpet stemme. Niko kendte jeg af omdømme: Han var en afsindig talentfuld kok, der i årevis havde haft sin gang i Københavns technomiljø. Jeg huskede ham fra sene nattetimer, hvor han dukkede op ud af ingenting med en uudgrundelig mine og efterlod sig en aura af mystik.
Del: