Dagen ifølge Nikolaj Arve

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

De seneste dage har næsten alt – også her i nyhedsbrevet – handlet om Donald Trumps tossede handelskrig mod resten af verden.

Sådan kunne det fortsætte, formentlig i de næste 1.380 dage indtil vagtskiftet i Det Hvide Hus (ikke at jeg tæller ned).

For krigen er slet ikke aflyst. Toldsatserne er – på trods af den delvise pause – stadig »historisk« høje, som økonomen Justin Wolfers gør opmærksom på. Kina har visse strategiske fordele i den verserende handelskrig mod USA, som historikeren Niall Ferguson forklarer. Og så er der jo den der meget mystiske børsaktivitet lige op til Trumps pausefløjt, som gjorde nogle mennesker meget rige på meget kort tid. Hvordan kunne de dog være så heldige?

Men i stedet for at svælge i alt dette igen-igen vil jeg bruge ugens sidste spalteplads på tre helt andre historier, som vi slet ikke fik talt nok om i denne uge.

Det er trods alt fredag.

1. Halløj i MAHA-land

Vi bliver i første omgang i USA, hvor den nye sundhedsminister, Robert F. Kennedy, Jr., befinder sig i lidt af en Catch-22: For hvad gør en arg vaccineskeptiker som ham, når hundredvis af mennesker i Texas pludselig begynder at blive smittet med mæslinger, og flere børn dør?

Indtil videre har han formået at gøre både sundhedseksperter og sine gamle venner i Make America Healthy Again-bevægelsen pænt utilfredse.

Kennedy gik nemlig ud og anbefalede MFR-vaccinen, som han tidligere har sået tvivl om. Det er den mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, som næsten alle danske børn får, men som oplever vigende popularitet i USA i disse år. Nu skrev Kennedy pludselig, at det er »den mest effektive måde at forhindre spredning af mæslinger på«, og det var altså for meget for visse mennesker.

»Dit opslag blev skåret af,« skrev hans tidligere kommunikationschef, en vaccinemodstander ved navn Del Bigtree, eksempelvis på X, hvor han hævdede, at »MFR også er en af de mest effektive måder at forårsage autisme på«. En tilbagevendende påstand, som Statens Serum Institut meget klart afviser.

En gruppe såkaldt crunchy moms, der ifølge The Wall Street Journal går ind for en »holistisk livsstil«, krævede også, at Kennedy fortalte om »risikoen for potentielt alvorlige og nogle gange dødelige sideeffekter ved MFR-vaccinen«.

Omvendt kritiseres Kennedy af flere sundhedseksperter for ikke at give nok opbakning til MFR-vaccinen, for at rose »healere«, som promoverer alternative behandlinger, og for at erklære udbruddet i Texas under kontrol lidt for tidligt.

Nu kan The Atlantic så også fortælle, at Kennedy, da han mødte familierne til to piger, som døde af mæslinger, faktisk såede tvivl om vaccinens sikkerhed.

»Han sagde: ‘Du ved ikke, hvad der er i vaccinerne længere,’« fortæller faren til en otteårig afdød pige.

»Han sagde aldrig noget om, at vaccinerne var nyttige.«

Det er vist det, man kalder tvetunget tale.

2. Trille-Pernille

Vi vender hjem til Danmark, hvor overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil vil have pædagogmedhjælperne i København til at cykle rundt på ladcykler for at hente børn.

»Nu er pædagogmedhjælperne jo alligevel på arbejde, så det er en meget lille meropgave at tage rundt og hente ungerne i ladcykler,« hævdede Rosenkrantz-Theil forleden i TV 2-programmet Go' Aften Live.

Jeg bor ikke selv i København og kunne derfor være fløjtende ligeglad ligesom de fleste andre danskere. Men så faldt jeg pludselig over en meget interessant principiel diskussion på X, hvor tre liberale var dybt uenige om, hvad det mest liberale svar var på det socialdemokratiske forslag.

»Jeg kan slet ikke se behovet, og jeg mener ikke, det bør være en kommunal opgave. Det er en forældreopgave. Punktum,« skrev først Liberal Alliances Alexander Ryle, som kaldte det »barnepigestats-idéer«.

»At kalde hentning af børn for barnepigestat, fordi man selv synes, familierne skal bruge mere tid sammen, er vel netop udtryk for barnepigestat,« svarede den tidligere Cepos-mand Jonas Herby. »Det centrale bør være, at det fungerer på noget, der ligner markedsvilkår.«

Herby ville derfor give institutionerne mulighed for at tilbyde afhentning mod betaling. Så stemplede Liberal Alliances Ole Birk Olesen ind.

»Hvad er det for noget mærkeligt flueknepperi? Vi diskuterer PRT’s (Pernille Rosenkrantz-Theils, red.) forslag. Hendes forslag er, at en pædagogmedhjælper fra kommunen skal gøre det, og at det ikke skal koste forældrene noget,« skrev han.

Hvortil Herby replicerede:

»Det er ikke flueknepperi. Det er en spildt mulighed for at påpege, at velfærdsstaten står i vejen for løsninger, der måske vil kunne tiltale en lille gruppe forældre.«

Og mens de diskuterede, fik jeg altså en god idé: Måske kunne de allesammen lige hente nogle børn, når de nu alligevel er på arbejde?

3. Nederlag til Trump

Vi skynder os tilbage til USA, hvor Trump i nat led et stort nederlag i højesteret: Samtlige dommere, også de tre, Trump har udpeget, er enige om, at USA er forpligtet til at hjælpe en mand ved navn Kilmar Abrego García, som regeringen ulovligt deporterede til El Salvador.

Eller som det lidt snørklet hedder i kendelsen: De amerikanske myndigheder skal »facilitere« mandens løsladelse fra et fængsel i El Salvador og »sikre, at hans sag bliver behandlet, som den ville have været, hvis han ikke var blevet uretmæssigt sendt til El Salvador«.

Trump-regeringen har selv erkendt, at det var »en administrativ fejl« at deportere manden, men har alligevel nægtet at hente ham tilbage. Spørgsmålet er, om det vil ændre sig nu?

»Konsekvenserne af aftenens kendelse er svære at forudsige,« skriver Adam Serwer i The Atlantic. »Trump-administrationen kunne vælge at efterkomme retskendelsen og sikre Abrego Garcías tilbagevenden. De kunne også vælge at trodse retten helt åbent.«

Sker det sidste, vil det formentlig udløse en uforudsigelig forfatningskrise i USA, som min kollega Markus Bernsen skrev interessant om i sidste uges avis.

Der findes dog også en tredje og noget mere mudret vej, skriver Serwer:

»De kunne i stedet vælge at gøre et symbolsk forsøg på at hente Abrego García hjem og derefter trække på skuldrene og sige til retten, at de gjorde deres bedste, men uden held.«

Det lyder på en eller anden måde meget som noget, Trump kunne finde på. Og hvad gør man så?

Hvis jeg var Kilmar Abrego García, ville jeg nok vente lidt med at juble alt for meget.

Det var alt for denne gang. Tak for at læse med derude. God weekend.

Venlig hilsen
Nikolaj Arve