Dagen ifølge Mads Staghøj

Velkommen til Weekendavisens nye daglige nyhedsbrev, hvor vi skribenter skiftes til at lande i Deres indbakke ved frokosttid for at give vores perspektiver på verden omkring os.

Jeg har vagten ugen ud, og i går bad jeg om hjælp. For tiden er jeg vildt optaget af vores masseflugt fra skærmen. Alle de (nogle gange) outrerede løsninger, vi tyr til for at bryde fri af algoritmerne og mærke os selv og hinanden igen – bare for en kort stund. Min opfordring i nyhedsbrevet lød: Kom med forslag til trends fra vores teknologiopgør, som jeg kan udforske i avisens spalter?

En læser foreslår, at jeg ser nærmere på Steiner-skolernes tilgang til teknologi som alternativ til folkeskolens ukritiske omfavnelse af skærmen. Det gjorde jeg tilfældigvis for et halvt års tid siden i min sommerserie om teknologiopgøret.

En anden skriver, at jeg bør interviewe Weekendavisens ældre læsere om deres forhold til teknologi før og efter smartphonens tid. Tak til Lise for den idé.

Og tak til Thomas på 28 år for at sende mig en beretning fra sit kollegium i København, hvor han advarer om, at hans medbeboere – som altså forsøger at gennemføre lange uddannelser – kløjes med at holde koncentrationen gennem længere formater end tv-serier »med korte afsnit, hvor der ikke stilles samme krav til fordybelse«.

Den slags skræmmehistorier får en til at tænke, at desperate tider kræver desperate svar. Nogle går virkelig, virkelig langt for at fjerne sig fra skærmen. Og det er præcis, hvad jeg har tænkt mig at gøre den sidste uge i februar. Mere om det, når jeg åbner min notesbog til sidst. Først – et kig på de tre historier, som optager mig allermest i dag.

1. Kvindelig værnepligt

Nu var tiden moden til ligestilling i Forsvaret, lød det nærmest hele Folketinget rundt i fjor. Eller hvad? Kort inden forhandlinger om værnepligten går i gang, sår forsvarsminister Troels Lund Poulsen tvivl om, hvorvidt der bør indføres kvindelig værnepligt. Over for DR nægter han at fortælle om Venstres holdning til spørgsmålet. Og taler om »store uenigheder« internt i partierne.

Her på Weekendavisen mener Anna Libak, som i øvrigt selv er uddannet sprogofficer, at kvinder selv skal bestemme, om de vil i trøjen. De har allerede aftjent deres værnepligt for nationen, »da det er os, der føder fremtidens soldater«.

Diskussionen får mig til at tænke på et interview, som gjorde et enormt indtryk på mig at lave. Fra sin dødsseng fortalte forfatter – og en af Danmarks første kvindelige kampsoldater – Karen Schultz mig sidste år, hvorfor det var et af hendes sidste ønsker, at kvinder skulle få værnepligt. »Det handler om, at mit eget levede liv skal give mening,« sagde hun. Karen Schultz døde i juli.

2. Gyngende grund

Vi er slet ikke færdige med at tale om Nordic Waste-sagen. Historien skrider – som jorden ved landsbyen Ølst – konstant frem, og DRs temaside om sagen er det bedste sted at holde sig opdateret. Personligt har jeg svært ved at slippe den her beretning fra Jyllands-Posten, som begynder hos 24-årige Emma Kristensen fra Ølst, der har onde drømme om gravemaskiner og skridende jord.

Historien optager os selvfølgelig, fordi der er en klar rollefordeling med skurke og ofre. Men det handler også om noget større. Om følelsen, der opstår, når vi ikke længere har fast grund under fødderne. Når vi mindes om, at vi lever på naturens nåde – uanset om vi selv er skyld i det eller ej.

De sidste dage har jeg tænkt meget på denne artikel fra The New Yorker, som vandt en Pulitzerpris i 2016 for at beskrive konsekvenserne af et bestemt jordskælv. Vi ved, at det kommer en dag. Vi ved, at det vil sende en tsunami mod land, som vil dræbe tusinder på den amerikanske vestkyst. Men vi ved ikke, hvornår det sker.

3. Dexit

En hemmelig masterplan for at gennemføre masseudvisninger af udlændinge fra Tyskland, udtænkt på et landhotel i Potsdam af et sammenrend af stærkt højredrejede aktivister og politikere. Det lyder jo som en scene fra drejebogen af en tvivlsom tv-film på RTL. Men det er virkelighed. Og forklaringen på de kæmpe demonstrationer, som opstod i dusinvis af tyske byer i weekenden.

Vreden er rettet mod partiet Alternative für Deutschland, AfD, hvorfra nogle medlemmer var repræsenteret ved mødet.

Samtidig stiger AfDs popularitet bemærkelsesværdigt på landsplan. Meningsmålinger giver det højreradikale parti en tilslutning på omkring 22 procent. Og i et stort interview med Financial Times fremlægger partibossen Alice Weidel nu en plan for et Dexit – Tysklands exitplan fra EU modelleret over briternes farvel. AfDs succes hænger uløseligt sammen med migrantkrisen, som Tyskland med mere end 350.000 asylansøgninger sidste år mærker langt mere til, end vi gør herhjemme. For nogle europæere er grænsen nået, som Klaus Wivel skrev for nogle måneder siden.

Og så en rettelse: I går fik jeg skrevet, at Alexander Nevskij Kirken i København er en del af det trossamfund af russisk-ortodokse kirker, som Lars Løkke er blevet rådgivet til at sortliste på grund af bånd til Putins Rusland. Det er en beklagelig fejl: I København drejer det sig om en kirke i Sydhavnskvarteret.

I min notesbog …

Pusler jeg med en idé om at tage ud at slås. Og skrive om det til avisen bagefter. Ideen opstod til en julefest i december: Her fortalte en antropolog mig om, hvordan tusinder af mænd fra Vesten hvert år rejser til Thailand for at træne Muay Thai – en særlig voldelig og fysisk krævende kampsport. Træningsopholdene i Thailand fordrer, at man i uger og måneder følger en nærmest munkeagtig træningsplan med vand og ris på menuen. Behovet for at rejse om på den anden side af Jorden for at rense sig selv gennem askese og vold må have rod i måden, vi lever på her i Vesten – og vores forhold til teknologien. Det er i hvert fald det, jeg vil forsøge at blive klogere på. Mit mål er at flytte ind i en træningslejr en uge, træne med og se, hvad der sker. Den idé vender jeg tilbage til, når jeg åbner min notesbog igen senere på ugen. Husk at sende mig ideer og forslag på msta@weekendavisen.dk.

I mellemtiden en anbefaling af et af de allerbedste eksempler på denne form for deltagende journalistik: I 1996 bragte Harper’s Magazine det her mesterstykke af en beretning om livet på et luksuriøst cruiseskib af forfatteren David Foster Wallace. God fornøjelse!

Det var alt fra mig. Tak for at læse med. Vi ses i morgen!
Mads Staghøj

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.