Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Anders Samuelsen har udgivet en bog, ingen har bedt om, hvor han fortryder ting, som ingen har bebrejdet ham. Bogen hedder Humlebien og handler om, at Anders Samuelsen er dansker nummer 5.992.734, der synes, at velfærdsstaten er en god idé.

Den tidligere udenrigsminister og leder af Liberal Alliance fortæller i bogen, at han kun fortryder tre ting fra sine mange år i politik: at han ikke prioriterede kulturen højere, at han blandede sig i Vejlegårdssagen, og at han var med til at hæve adgangskravet til gymnasiet. I B.T.s podcast Borgerlig Tabloid spørger hans tidligere partifælle Joachim B. Olsen ham, hvorfor han ikke fortryder sine ultimative krav om topskattelettelser. Her svarer Anders Samuelsen:

»Det er jo en bog i sig selv. Hvad var ultimativt, og hvad var ikke ultimativt?«

Præcis. Det er jo nemt nok at fortryde en helt åbenlys fejl, som var baseret på en forkert strategi om at true sig til magten, men i stedet satte partiets troværdighed over styr og fik Anders Samuelsen selv stemt ud af Folketinget. Ægte mod er at undskylde for det, som ingen andre overhovedet har indset er en fejl.

Velkommen til nyhedsbrevet mandag.

1. Taleban forbyder skak

Det islamiske regime i Afghanistan har nedlagt et midlertidigt forbud imod brætspillet skak. Det skyldes, at det måske er i strid med sharialovens forskrifter om gambling.

»Der er religiøse forhold at tage i betragtning vedrørende skak. Indtil de overvejelser er blevet adresseret, er skak suspenderet i Afghanistan,« siger Atal Mashwani, talsmand for Talebans sportsdirektorat ifølge BBC.

Skakspillere i Kabul må fremover finde på noget andet at lave. Foto: Wakil Kohsar, Scanpix
Skakspillere i Kabul må fremover finde på noget andet at lave. Foto: Wakil Kohsar, Scanpix WAKIL KOHSAR

Forbuddet er blot det seneste i rækken, efter at styret forbød vinduer, hvorigennem man kan se en kvinde lave mad, samt lyden af en kvindes stemme. Man kan håbe, at Taleban snart går linen ud og helt forbyder idioti. Det ville slå flere fluer med et smæk.

2. Konspirationsteorier om Macron

Embedsmænd tæt på den russiske præsident Vladimir Putin insinuerer, at den franske præsident Emmanuel Macron har taget kokain. Det skulle være sket til et møde med Keir Starmer, Storbritanniens premierminister, og Friedrich Merz, Tysklands nye kansler. En videooptagelse viser de tre til et uformelt møde, hvor Macron tager en krøllet hvid serviet fra bordet og skjuler den i sin hånd. Det har fået Kirill Dmitrijev, Putins økonomiske udsending, til at spørge på det sociale medie X, om optagelserne er ægte:

»Hvis de er ægte – ser vi på sukker eller noget helt andet? Hvis det er noget andet, forklarer det en masse af de seneste ideer og forslag.«

Keir Starmer, Emmanuel Macron og Friedrich Merz til møde. På bordet ses den hvide serviet. Foto: Ludovic Marin, Scanpix
Keir Starmer, Emmanuel Macron og Friedrich Merz til møde. På bordet ses den hvide serviet. Foto: Ludovic Marin, Scanpix LUDOVIC MARIN

Der bliver også spekuleret i, om Friedrich Merz sidder med et snifferør i hænderne. Ifølge den franske avis Liberation er der dog nærmere tale om »en tandstik«.

Det er måske den sørgeligste metafor nogensinde for Europas politiske impotens.

3. EU-regler om politiske reklamer udsat

Et nyt regelsæt fra EU om politiske reklamer skulle være trådt i kraft 10. oktober, men i sidste uge udskød kulturminister Jakob Engel-Schmidt dem til efter kommunalvalget 18. november 2025. De nye regler skal forhindre udenlandsk indblanding i EU-landenes nationale valg, men ifølge kulturministeren er reglerne for omfattende til, at lokalpolitikerne kan nå at følge dem i år. Ifølge kommunikationsbureauet Grace betyder reglerne blandt andet følgende:

»En kommunal kandidat i en mindre kommune, der ønsker at annoncere i den lokale ugeavis og få trykt valgplakater til lygtepæle, vil fremover være forpligtet til at mærke sine reklamer korrekt som 'politisk reklame', oplyse om sponsor og finansiering, skrive og offentliggøre en gennemsigtighedsmeddelelse – og derudover opbevare dokumentationen i syv år.«

Man får næsten lyst til at se nogle forskere slippe vilde chimpanser løs i EU-Kommissionen og undersøge, om de kan ramme tastaturet mere præcist end politikerne, når de bliver bedt om at skrive EU-lovgivning.

Hermed blev det mandag på arbejdsmarkedet. Det er jo en ugentlig begivenhed, og så har man vist også sagt, hvad der kan siges om den dag.

Nyhedsbrevet fortsætter i morgen.

Venlig hilsen
Leny Malacinski