Kidnappet og kronraget

Den 15-årige pige blev vækket i sit soveværelse hjemme hos sin plejefamilie i Vordingborg klokken fire om morgenen. Hun fik en kniv mod struben med ordene: »Hvis du skriger, så dør du.« Hendes syriske ekskæreste og en anden syrisk mand bagbandt hende med plasticstrips på hænder og fødder, proppede hende ned i et bagagerum og kørte over Storebæltsbroen til Ringe på Fyn. 

I ekskærestens lejlighed blev hun klippet skaldet, tvunget til at sluge sovemedicin og kysse ekskæresten, som truede med at slå hendes lillebror ihjel, hvis hun anmeldte dem til politiet. Pigen blev først befriet af politiet efter 17 timer.

Sagen blev i sidste uge oprullet i retten i Nykøbing Falster, og fredag faldt dommen: De to syrere blev idømt henholdsvis 12 og 10 måneders fængsel og kunne gå direkte ud på gaden, selvom de ikke havde siddet varetægtsfængslet i den fulde tid. Begge slap for udvisning. I stedet fik de en advarsel om udvisning.

Sagen er opsigtsvækkende brutal, men den viser ikke kun, at der findes afsporede individer. Den giver indblik i en æreskultur, der skelner imellem danske og muslimske piger, og hvor ressourcesvage danske piger bliver ofre for et mellemøstligt kvindesyn.

For mens mellemøstlige mænd (og kvinder) i Danmark overvåger deres egne døtre og søstre, så de ikke går med drenge og kaster skam over familien, betragtes danske piger i visse kredse ganske anderledes. De er ikke udstyret med en ære, der kan krænkes. En dansk pige er tværtimod ofte et skræmmebillede, og opfører muslimske piger sig for meget som danske piger, risikerer de sladder, æresvold og i værste fald genopdragelsesrejse. Særligt brutalt bliver dette sammenstød i underklassen.

I 2021 blev tre indvandrerdrenge dømt for at voldtage en 15-årig dansk pige i et skur i Haslev, mens en dansk dreng filmede det med sin telefon. Berlingske beskrev i retsreportagen et hårdt ungdomsmiljø, hvor pigen ifølge kommunen ikke havde haft det nemt, havde svært ved at sætte grænser og higede efter opmærksomhed. Pigen var »populær blandt indvandrere«, fordi hun havde sex med mange.

I 2018 blev en politikommissær fra Nordsjællands Politi også rystet over grænseløsheden i en sag, hvor piger helt ned til 13 år i Kokkedal og Nivå blev udnyttet af indvandrerdrenge til samleje og oralsex. Han sagde til B.T.:

»De her unge drenge har ikke haft noget filter. Det har været ligesom et tag-selv-bord.«

Politiet rejste dog aldrig tiltale, da de mente, at beviserne ikke var stærke nok.

Der findes meget forskning om anbragte børn og forholdene for socialt udsatte unge, ligesom der efterhånden er solid viden om muslimsk æreskultur, social kontrol og indvandreres overrepræsentation i voldtægtsstatistikkerne. Alligevel er den destruktive, seksuelle dynamik mellem danske underklassepiger og indvandrerdrenge stort set ubeskrevet. Det er ellers de piger, der har størst risiko for at indgå i usunde relationer, og i modsætning til middelklassepigernes beskyttede tilværelse, er de udsatte piger i direkte nærkontakt med den brutale side af det mellemøstlige kvindesyn.

Som dansk-afghaneren Yasser Ghanbari fortalte i Weekendavisen i 2018, forvrænger det mellemøstlige sextabu synet på danske kvinder:

»I de minoritetsetniske miljøer bliver danske kvinder set som billige og som nogle, man kan have sex med uden at have en reel fremtid. Mange får en dansk kæreste, som de behandler som affald, for hun er kun en kanal til at få den seksuelle frustration ud. De ved, at hun ikke er en, de kommer til at have et forhold til eller blive gift med. Derfor ser du sjældent et godt forhold mellem en dansk pige og en indvandrerdreng i et udsat område.«

I rapporten Ekstrem social kontrol, der er udgivet af Institut for Menneskerettigheder i 2017, blev synet på danske piger også beskrevet. En anonym integrationsvejleder på en folkeskole fortalte:

»Vi havde en polsk pige, som levede et helt almindeligt dansk pigeliv. Hun var nødt til at flytte skole i femte klasse. Drengene var begyndt at blive lidt ældre og smække hende i numsen. Det gav de sig selv lov til, fordi: ’Hun var jo luder. Hun kan jo bare dække sig til.’«

Den etniske asymmetri trådte også frem i Sverige, da en bølge af ydmygelsesvold rystede landet i 2020. Svenske drenge blev filmet, mens de blev urineret på, kaldt »svennehorer« og truet til at kysse indvandrerdrengenes sko. Den tidligere betjent, svensk-afghanske Mustafa Panshiri sagde dengang til Weekendavisen, at det etniske aspekt var tydeligt:

»Min teori er, at gerningsmændene vælger ofre, som de ved ikke har voldskapital til at hævne sig. Det er svenske unge, de er ikke i en klanstruktur, de har ikke en storfamilie eller fætre, der kan forsvare dem. I Sverige har vi givet voldsmonopolet til staten, og gerningsmændene ved, at staten ikke beskytter de ofre særligt godt.«

I Danmark har vi heldigvis ikke sager som i Rotherham i England, hvor pakistanske mænd i årevis udnyttede underklassens engelske piger, mens myndighederne var bange for at blive beskyldt for racisme. Ikke desto mindre giver nogle af de danske sager anledning til at undersøge, hvordan de mest udsatte piger i Danmark oplever mødet med den muslimske seksualmoral. Hvorfor er de sammen med drengene? Hvad kendetegner de seksuelle møder? Er det særlig grænseløs sex, der finder sted? Hvad sker der, hvis pigerne siger nej?

Socialdemokratiet har for længst erkendt, at det var arbejderklassen, der betalte prisen for den multikulturelle drøm, der herskede i partiet i 1990erne og nullerne. Det var dem, der pludselig fik nye naboer, de ikke kunne tale med i de sociale boligbyggerier, hvorfra en stor del af indvandrerkriminaliteten udspringer.

Hvornår påtager Socialdemokratiet sig – Mette Frederiksen, Kaare Dybvad Bek, Frederik Vad, Mattias Tesfaye, der alle har talt med store ord om værdier og parallelsamfund – at erkende, at den mellemøstlige indvandring har gjort nogle af underklassens piger til jaget vildt? Hvordan vil de beskytte dem, der på papiret vokser op i et velfærdssamfund, men reelt kommer til at leve under et muslimsk værdisæt?

Kort sagt: Hvem passer på underklassens danske piger, når ingen andre gør det?