Dagen ifølge Aske Munck

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Godformiddag og velkommen til Weekendavisens daglige nyhedsbrev.

Jeg indledte ugen med en kæk ambition om at levere et nyhedsbrev, der med lysende originalitet styrede uden om de alt for indlysende fællesdagsordener. Men desværre gik det med mine ambitioner, som den hedengangne galliske landsfaderskikkelse og mandschauvinist (før ordet vist overhovedet fandtes) Charles de Gaulle sagde, det går med traktater: »De er som roser og unge pigers skønhed: De holder så længe, de holder.« Og – suk – således også med mine ambitioner om originalitet … Men jeg kan så glæde mig ved, at det politiske kaos i fransk politik ikke just har gjort det vanskeligt at forsvare mit ønske om at gøre Frankrig til omdrejningspunktet for mit nyhedsbrev.

1. Idiosynkratisk ledelse

På en dag, hvor Frankrigs præsident Macron ventes at udpege sin næste premierminister, kan det måske af samme grund synes sært at indlede nyhedsbrevet med en historie om parkering i København. Men bær over med mig: Det bliver et stort emne i hovedstaden i den kommende kommunalvalgkamp. 

I går mødte jeg en forretningsdrivende på en café her i hjertet af Paris, som våndede sig over, at hendes leverandører ofte afviste at bringe varer ud, fordi alle parkeringspladser er fjernet og vejene snævret ind og gjort til cykelstier. En nærmest 1:1-parallel til situationen i København, hvor lignende klager bliver luftet for teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL). Hendes pure afvisning af problemet taler for sig selv (også selvom det er ubehjælpeligt formuleret): »Der er nogen, der synes, de har en menneskeret i at køre fra Nordsjælland i deres Tesla ind og holde lige foran en Gucci-butik, eller hvad de nu skal ind i. Det mener jeg ikke, at vi har pligt til at sørge for i København,« sagde hun forleden til B.T.

Her bruger Line Barfod et smuthul i færdselsloven, der desværre ingen øvre grænse har for åndelig tomgang i byområder. Ellers ville hun vide, at det netop er forstads-luksus-elbilerne, der er plads til, fordi stort set alle tilbageværende p-pladser i København i dag er udstyret med ladestandere eller forbeholdt el- og eldelebiler …

Men sådan er det, når man driver politik ud fra den plysbamse-idiosynkratiske vision om, at »byen skal være et fredeligt og rart sted at være«, som hendes eneste argument for en bilfri by lyder. Med så eklatant en mangel på visioner for hovedstaden forstår man bedre, hvorfor de forsøger at dreje kommunalvalget over på situationen i Gaza. (Men hvad gør Enhedslisten, hvis/når Trumps fredsplan bliver til virkelighed?).

2. Franske studerende mistrives 

Mens vi her på Weekendavisen allerede fik mere eller mindre afblæst de unges trivselskrise, står det anderledes grelt til i Frankrig. Her overvejer hver tredje studerende nemlig helt at droppe ud af studierne på grund af deres skrantende mentale helbred, kunne en undersøgelse vise forleden.

Næsten to tredjedele pegede på deres studier som delvist ansvarlige for deres vantrivsel – og måske er det ikke vanskeligt at forstå, når man kaster et blik på OECDs seneste tal, som viser, at helt op mod en tredjedel af franskmændene (25-64 år) har læsefærdigheder på niveau 1 (»i stand til at forstå meget korte tekster med minimal distraktion«, som det hedder i OECD-terminologien). Det fik under en præsentation i sidste måned Andreas Schleicher, leder af OECDs afdeling for læsning og færdigheder, til at sige, at »mange voksne (franskmænd) har tilbragt årevis i skole og nogle gange universitetet og har alligevel kun læsefærdigheder som et tiårigt barn«.

Så måske skal arbejdet for at bedre de studerendes trivsel blot tilpasses deres intellektuelle formåen?

3. Gældsafhængigt Frankrig

Som en del af de faste indslag, der skal modbevise Gutenberg-parentesen og vise, at bøger har en fremtid som nyhedsskabende værker, slutter vi miniserien af med en bog, der sætter Frankrigs nuværende krise i perspektiv. Særlig relevant, i betragtning af at én af løsningerne på moradset synes at være at skippe de hårdt tilkæmpede pensionsreformer, der hævede alderen for et velfortjent otium fra 62 til 64.

Bogen hedder Faut-il avoir peur de la dette? (skal man være bange for gælden?) og går i clinch med den franske hang til altid at låne sig ud af kriser. Den beskriver, hvordan økonomer i årevis har advaret mod tendensen, og hvordan Frankrig alligevel blot har forgældet sig yderligere »som en afhængig junkie, der bare skal have en sprøjte med nye magiske penge«, som forfatteren skriver.

Frankrig er tilsyneladende bare den der irriterende type i vennekredsen, der fortæller floromvundent om sine egne fortræffeligheder, mens han serverer udsøgte og veltilberedte gourmetmiddage med formidable vine med sin smukke hustru i sit velindrettede og komfortable hjem – som han så viser sig at have finansieret med kviklån.

4. Skip sommer- og vintertid

Lad os slutte af, som vi også har gjort de foregående dage. Vi har i fællesskab erfaret, at vi kan leve længere, se bedre, (måske) kurere cancer og tilmed også få bugt med alzheimer, så hvorfor så pine os selv med sommer- og vintertid (26. oktober!)?

Ifølge forskere ved Stanford School of Medicine i Californien kunne man nemlig både bekæmpe overvægt og redde hundredtusindvis af liv om året, hvis man bare lod være med at pille ved urenes visere disse to gange om året. Årsagen? Sommer- og vintertid forvirrer vores indre cirkadiske ur (der også regulerer vores appetit), og kroppen ville få mere ro, hvis man bare lod årstiderne regulere lyset i fred.

En lille bonus ville være, at vi slap for at høre tv-værternes enerverende floskel om, hvad man skal gøre med havemøblerne … 

Men måske kan det hele være ligemeget. For ifølge teoretiske fysikere ved Cornell University vil universet alligevel gå under … om cirka 33 milliarder år.

Så der burde lige være tid til at nyde også næste uges efterårsferie, inden nyhedsbrevet vender tilbage 20. oktober, hvor Jesper Vind sniger sig ned i Deres indbakke med både oplysning og adspredelse.

Det var alt, hvad jeg havde i denne elektroniske ombæring. Men det ville da være en dødssynd at snyde Dem for følgende lystige aforisme, som nok ikke uden en vis bittersødme rinder præsident Macron i hu, og som bærer det klassiske ironiske signatursvirp fra den længst afdøde nobelpristager i litteratur og medlem af Det Franske Akademi Anatole France: »Der findes ingen populær regering. At regere er at skabe utilfredshed.«

Ærbødigst
Aske Munck