Dagen ifølge Aske Munck

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Her dagen efter en aften, hvor de danske og internationale nyhedsmedier sad som umælende tosser og gloede på en skorsten i Rom for at se, hvem der mon blev den katolske verdens religiøse overhoved, kom jeg i tanke om den gode gamle Arthur Schopenhauers skarpsindige og givetvis temmelig provokerende diktum: »Religion er dyredressurens mesterværk, for den lærer folk, hvordan de skal tænke.«

Så i stedet for at ofre yderligere plads på konklavet og paveudnævnelsen, vil jeg i stedet fokusere på Haiti og den tidligere franske kolonis højspændte forhold til hjemlandet.

1. Slavenationsjubilæum

For i disse dage er det præcis 200 år siden, at Frankrig »gav« verdens første slavenation sin selvstændighed.

Mange tror fejlagtigt, at slaveriet blev afskaffet i Frankrig i 1794 i årene efter revolutionen. Men de overser en lille frankrigshistorisk parentes ved navn Napoleon, der ikke blot udnævnte sig selv til kejser, men også retablerede slavearbejdet i de oversøiske kolonier i 1802. Det var man forståeligt nok ikke begejstret for i Haiti (dengang Sainte-Domingue), hvor indbyggerne hurtigt havde vænnet sig til friheden efter i et par århundreder at have haft status af møbler. Så de gjorde oprør mod Frankrig, smed de hvide i havet og vandt. Efter ydmygelsen accepterede Frankrig i 1825 at anerkende den unge slavenation. Men det lykkedes også Frankrig (med 500 kanoner rettet mod hovedstaden Port-au-Prince) at få Haiti til at acceptere at betale de franske koloniherrer en erstatning på 150 millioner guldfranc. Et beløb så stort, at den lille nation gik fallit allerede ved første afbetaling. I løbet af de næste 122 år udgjorde gældsbetalingen 80 procent af øens nationalindkomst. (Et tal, som franskmændene er kommet frem til helt uden indiske koloniøkonomer).

Dér, hvor det bliver virkelig interessant og lettere problematisk, er, at Frankrigs ambassadør i Haiti i begyndelsen af nullerne, Thierry Burkhard, i et interview med The New York Times kom for skade mere eller mindre at indrømme, at USA og Frankrig orkestrerede et kup mod den autokratiske præsident i Haiti Jean-Bertrand Aristide i 2004, fordi Aristide var begyndt at tordne mod den franske udsultning af den tidligere koloni. Nå ja, og så fordi Aristide samtidig brugte sin lille caribiske failed state som transitland for narkotikasmugling fra Latinamerika.

2. Franskmænd læser mindre

For mig har inkarnationen af franskmændenes læseglæde altid været de hjemløse, jeg ofte ser sidde med en hat foran sig ud for supermarkederne, mens de har hovedet nede i en bog. Forleden var det en ældre mand foran Monoprix ved Batignolles i det 17., som var helt opslugt af Paulo Coelhos Alkymisten. Men noget tyder på, at gallernes boglige flamme er ved at dø ud. For selvom knap en tredjedel af befolkningen siger, de elsker at læse, er papirbogen ved at blive endegyldigt marginaliseret af reels og streaming. Mens 45 procent af gallerne stadig siger, de læser dagligt (både e-bøger og papir), er antallet af læste bøger i frit fald ifølge en måling fra opinionsinstituttet Ipsos, skriver Le Figaro: fra et temmelig højt gennemsnit på 22 bøger om året i 2023 til 18 i dag. Og tendensen er faldende. Ikke underligt, når nu gallerne i gennemsnit bruger tre timer og 21 minutter foran skærmen – i deres fritid. Tendensen er muligvis endnu heftigere, når man tager i betragtning, hvor gerne folk lyver sig klogere, end de er.

Forleden hævdede psykologiprofessor fra Toronto Michael Inzlicht med en vis skuldertrækkende defaitisme her i avisen, at »i dag tror jeg ikke, at der er noget specielt ved at læse bøger«.

Jeg hæfter mig her især ved det intellektuelt dovne og akademisk kapitulerende verbum »tror«, for som Mark Twain skrev i sin selvbiografi: »Folks tro og politiske overbevisning er næsten altid opnået uden kritisk granskning og på anden hånd.« Jeg »tror« bare, at fysiske bøger kan noget andet og mere end e-læsning og -lytning (og kræver ikke batteri eller oplader). Nå ja, og så har »De higer og søger i en gammel version af Kindle« bare heller ikke samme lyrisk højstemte patos og schwung som Oehlenschlägers oprindelige indledende verslinje i Guldhornene fra 1803, vel? Eller er det bare mig …?

3. Solpanelernes rige

Nå, nu blev jeg helt nostalgisk melankolsk af den boglige deroute i mit andet hjemland. Så jeg tror, vi alle trænger til en strålende nyhed, bogstavelig talt. For japanske forskere hævder at have opfundet solpaneler så kraftige, at de kan hamle op med en hel håndfuld atomkraftværker. Men ikke nok med det. I et forsøg på for alvor at gøre sig berettiget til deres nationale epitet »solens rige« er en håndfuld af landets forskere også i gang med udvikle en metode til at fange solen i verdensrummet og sende strømmen tilbage til Jorden ved hjælp af mikrobølger – Nikola Teslas gamle drøm om trådløs elektricitet i anden potens. Forsøgene med de første strømsendinger begynder ifølge onlinetidsskriftet Space.com til næste år.

Det var alt for mig i denne uge. I går forsømte jeg at fuldbyrde mit koncept med at afslutte nyhedsbrevet med en aforisme om fejltagelser. Det var en fejl, som jeg egentlig ville have rådet bod på ved at citere filosoffen La Rochefoucauld, men for at sikre en blid og mere moderne overgang til Leny Malacinski, som overtager tastaturet i næste uge og ikke deler min faible for franske oplysningstidsfilosoffer, vil jeg – mens jeg venter på at suse til København og se min mindstes nye crew cut – ihukomme The Doors-forsangeren Jim Morrisons berømte citat: »Nogle af mine største fejltagelser har været frisurer.«

Og selv skynde mig ud i solen med en (papir!)bog under armen.

Tak for denne gang.

Ærbødigst,
Aske Munck