Først og fremmest. NVIDIA-skandalen slutter ikke med Jensen Huangs afsked.
Chipkongens fald
Jensen Huangs beslutning om at træde tilbage som direktør for NVIDIA bliver ikke det sidste punktum i en sag, hvis omfang og mulige konsekvenser kun er begyndt at dæmre. På overfladen kunne det ligne en pinlig sag om utroskab. Huang havde haft en affære med direktøren Alice Huang, der er under mistanke for at være kinesisk spion. Sagen indeholder dog lag på lag af potentielle skandaler med potentielt vidtrækkende betydning både politisk, økonomisk og teknologisk.
Lad os starte med at kigge på det mystiske firma Megaspeed, som Alice Huang var direktør for. På papiret er der tale om en virksomhed i Singapore, der driver avancerede datacentre. Det bliver stiftet i 2015 som del af en kinesisk computerspilkoncern og lever et stille liv indtil omkring 2023, hvor Alice Huang bliver direktør. Firmaets aktiver stiger pludseligt og ganske uforklarligt fra 33 millioner i 2023 til cirka tre milliarder dollar året efter – en faktor 100.

Megaspeed bliver Sydøstasiens største aftager af NVIDIAs avancerede chip, der bruges til udvikling af kunstig intelligens. Det er i denne periode, at hun indleder relationen til Jensen Huang. Det er uklart, hvornår den romantiske del af deres forhold begynder, og om hun var rekrutteret af Kina før eller efter. Megaspeed når at købe chip af NVIDIA for et sted mellem fire og syv milliarder dollar. De amerikanske efterretningstjenester mistænker Alice Huang for at have som mission at påvirke Jensen Huang i en mere Kina-venlig retning.
I 2025 begynder mistanken at brede sig i offentligheden, at Megaspeed kan være et dækfirma, der i virkeligheden faciliterer smugling af de eftertragtede chip til Kina. Landet er ellers underlagt omfattende amerikanske sanktioner netop for at hindre, at de får fingrene i dem. Det er omkring samme tid, at præsident Donald Trump ifølge The New York Times første gang bliver orienteret om, at Jensen Huang, der er blevet hans tætteste rådgiver på kunstig intelligens, har haft en affære med en mulig kinesisk spion. Trump foretager sig ingenting.
I maj 2026 florerer et memo blandt højtstående medlemmer af Trumps administration, der er udarbejdet af Marco Rubio. Her fremgår det, at Jensen Huang har haft en tæt relation til en mulig kinesisk spion. Trump advares endnu en gang, men vælger tilsyneladende igen at ignorere det, og medbringer Jensen Huang på en embedsrejse til Beijing. I samme måned godkender USA salg af avancerede chip til ti kinesiske virksomheder. Alt imens alt dette er foregået, har NVIDIA-direktøren profileret sig som branchens største fortaler for at lempe sanktionerne mod Kina og mindske reguleringen af teknologien.
Jensen Huangs beslutning om at træde tilbage kom samme dag, som The Wall Street Journal kunne fortælle, at NVIDIAs bestyrelse havde planer om at afsætte ham som direktør på et møde den kommende onsdag. Indtil for en uges tid siden var han en af de mest respekterede og indflydelsesrige stemmer i branchen. Nu ligger hans karriere og troværdighed i ruiner.
Flere problemer forude
Sagen rejser en række spørgsmål, der kan vise sig at skabe problemer for Trump. Har han ladet sig rådgive af en mand, som han vidste, kunne være under indflydelse af Kinas efterretningstjeneste? Og har kineserne haft held til at påvirke USA’s kinapolitik og landets eksport af mikrochip? Hvorfor ignorerede han advarslerne?
Sagen kan også vise sig at indeholde store problemer for NVIDIA, der indtil for en måned siden var verdens mest værdifulde firma og en afgørende aktør i udviklingen af kunstig intelligens. Har firmaets ledelse været vidende om, at de solgte chip til et firma, der muligvis smuglede dem videre til Kina? I så fald kan de have brudt amerikansk lovgivning. Som minimum vil de kunne se frem til høringer i Kongressen, der snart overtages af demokrater med et langt mindre lempeligt syn på kunstig intelligens end det, Trump har stået for.
NVIDIA-skandalen kan meget vel markere afslutningen på Trumps uregulerede AI-epoke, hvor folk som Jensen Huang, Elon Musk og Sam Altman havde direkte adgang til præsidenten, der gav dem mere eller mindre frit spil. Med Huangs fald mister branchen desuden sin mest højlydte modstander af offentlig regulering. 2027 kommer nok til at byde på et helt nyt kapitel inden for kunstig intelligens, ikke blot rent teknologisk, men også politisk.
Sagen har dog også sine vindere. Som en anden grå eminence spøger Marco Rubio i kulissen. Han hører til den fløj inden for det republikanske parti, der længe har efterspurgt en hårdere kurs over for Kina. Med Jensen Huang ude af billedet er den største politiske modstander over for denne kurs praktisk talt elimineret, og selve positionen er bragt i vanære.

I øvrigt
Den uformelle alliance mellem dele af den yderste venstrefløj og diverse hardcore islamister (den såkaldte islamogauchisme) skaber nu også problemer herhjemme for medlemmer af Enhedslisten. De seneste par uger har videoklip fra en Palæstina-demonstration vakt opsigt. Her kan man se flere demonstranter, der på arabisk hylder 7. oktober, opfordrer til nye terrorangreb mod Israel og lovpriser den afdøde Hamas-leder Yahya Sinwar. »Angrib, angrib Tel Aviv. Bomb, bomb Tel Aviv,« lød det blandt andet ifølge Berlingske.
En lang række af Enhedslistens lokalafdelinger og udvalg støttede demonstrationen, der fandt sted 10. oktober og var arrangeret af »Alle på gaden for Palæstina«. To af partiets folketingsmedlemmer, udenrigsordfører Trine Pertou Mach og finansordfører Victoria Velasquez, var med i demonstrationen. I et skriftligt svar til Berlingske fremgår det, at Enhedslisten forventer, at arrangørerne tager afstand fra opråbene. Men det har de ikke gjort endnu. Tiden vil vise, om det nogensinde sker.



