Kronik. Min fars sprog og kultur er en gave, jeg som barn aldrig fik lov at åbne. Han frygtede, vi ville blive afsløret som flygtninge.
Barn af en assimileret far
Individer på flugt kommer til Danmark. Vi kalder dem flygtninge, ikke immigranter. Når jeg ser billedstrømmen af de ukrainere, som aktuelt søger sikkerheden, tænker jeg, at de trods alt er heldige med én ting: deres hudfarve. Den samme type af pigment, som majoriteten af os i dette land har.
Krigen i Europa har fået mig til at reflektere over, hvem jeg er. Mine udenlandske rødder, og hvordan jeg sjældent behøver tage stilling til dem. For selvom jeg er indvandrerbarn, er det ikke noget, jeg konfronteres med. Primært grundet mit udseende. Jeg er bevidst om, hvor anderledes mit liv kunne være, hvis pigmentet i min hud var mørkere. Hvis far ikke havde beskyttet mig.
Del:
