Knap havde furoren over den kinesiske luftballon lagt sig, før tre nye, mystiske objekter fangede først amerikanernes og siden verdens opmærksomhed hen over weekenden. Først blev et ukendt objekt på størrelse med en bil observeret svævende cirka 12 kilometer over det nordlige Alaska sidste torsdag.

Fredag blev det på præsident Joe Bidens ordre skudt ned, mens det hang i luften over frossent hav 16 kilometer fra kysten. Lørdag blev det hele gentaget over canadisk luftrum tæt ved grænsen til Alaska, hvor et mindre, metallisk, cylinderformet objekt også blev skudt ned af amerikanske jagerfly. Søndag kom turen så til Lake Huron i Michigan tæt ved den canadiske grænse, hvor et ottekantet objekt fik samme behandling.