Modstandere af Pia Olsen Dyhrs voldsomme, man havde nær sagt revolutionære forvandling af Socialistisk Folkeparti måtte gå skuffede og langnæsede fra partiets landsmøde i Kolding i weekenden.

Fra samme lokalitet fik formanden for to år siden baglandets tilslutning til deltagelse i det nationale kompromis om forsvar og sikkerhed, som var det danske svar på Ruslands invasion af Ukraine. Sverige og Finland søgte optagelse i NATO, Danmark ophævede forsvarsforbeholdet og besluttede at bruge penge på at kunne forsvare sig. Den neutralisme, som SF blev grundlagt på i 1959, forsvandt i Kolding foråret 2022.