Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.
Det er en risikabel, men nødvendig kurs, Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, begav sig ud på, da han i weekenden blev fejret på sit partis landsmøde i København.
Selvom han klog af andres skade undviger diskussionen om statsministerkandidaturet, har han påtaget sig rollen som den, der skal samle det, der er tilbage af blå blok, mens Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen frister livet i SVM-regeringen. Og det er i realiteternes verden tæt på at være det samme.
Endnu har vi til gode at se, hvordan Liberal Alliances meningsmålte vælgere vil tage imod den afslibning af de liberale kanter, Vanopslagh har indledt.
Topskatten skal i første omgang ikke væk, men halveres. Den offentlige sektor skal ikke i næste valgperiode barberes så voldsomt, som partiet hidtil har ønsket. Ofre, der nødvendigvis må erlægges, hvis man vil samle rester af den blå familie og på længere sigt gøre det attraktivt for Venstre at vende hjem til blokken og for radikale og moderater at kigge til den side, når boet gøres op efter et valg.
Derfor rykkede et blåt alternativ til Mette Frederiksen et lille skridt tættere på realiteternes verden i weekenden, selvom der stadig er mere hvis end hvornår i projektet. Og for Alex Vanopslagh selv er det en svær balancegang at skulle lede efter kompromiserne, der kan samle Martin Lidegaards og Inger Støjbergs klimapolitik og Lars Løkke Rasmussens og Morten Messerschmidts udlændingepolitik – og samtidig holde den skarpe ideologiske profil, der indtil videre har givet vælgersucces på først og fremmest Venstres bekostning.
Kommer Vanopslagh til at ligne endnu en grå midtermand, kan begejstringens vinde hurtigt løje af. Spørg Villy Søvndal eller Kristian Thulesen Dahl for eksempel.
Vi er endnu ikke halvvejs i valgperioden, og intet tyder på, at SVM-regeringen har planer om at give sig i utide. Det bliver et par lange år at skulle holde balancen for Vanopslagh, og det kan ende med at vise sig, at han er gået for tidligt i gang. Det sidste kan man kloge sig meget på og til sin tid bagkloge sig endnu mere. Det eneste, vi kan konstatere, er, at der betrædes ukendt land for Liberal Alliance.
Givet er det, at Vanopslagh nu med eller uden egen vilje er blevet regeringens blå hovedfjende. For Socialdemokratiet er han oplagt, og da Venstre tilsyneladende undviger konfrontation med Inger Støjberg, vil han også være det foretrukne offer for Troels Lund Poulsen, der efter eget udsagn er i færd med at transformere sig til et rovdyr.
Det betyder, at Vanopslagh nu får et vanskeligere politisk liv, selvom han klogeligt ikke har givet efter for utallige opfordringer til at erklære sig som kommende statsminister.
Den aktuelle strid om kvindelig værnepligt viser, at der ikke længere er plads til at træde ved siden af. Vanopslagh har selv erkendt, at partiet har været med til at forplumre debatten, og det er vanskeligt at modsige. Handler det om en generel ideologisk modstand mod værnepligt, eller handler det om kvinders manglende styrke til at slæbe Ole Birk Olesens søn væk fra slagmarken, i fald han skulle blive såret?
Facit er, at Liberal Alliance er havnet i noget, der fremstår som en gammeldags position sammen med Inger Støjberg, der åbenlyst trives bedre i den rolle. Indtil videre har Troels Lund Poulsen ingen planer om at hjælpe Vanopslagh ud af klemmen.
Det er næppe positionerne omkring den kvindelige værnepligt, der afgør, om der efter et valg kan skabes samling om et alternativ til Mette Frederiksen. I sidste ende vil sulten efter magt kunne bøje viljerne meget langt. Men sagen viser, at Vanopslagh er rykket en hylde op i det politiske hierarki, og med det er modstandernes trang til at udnytte fodfejl og svagheder blevet skærpet.
Om Vanopslagh kan stå distancen frem til valget, er der som nævnt ingen, der kan sige noget sikkert om. Men på et tidspunkt skulle nogen påtage sig rollen. Hidtil har der kun været én samlende figur i blå blok, og det har paradoksalt nok været Mette Frederiksen.
Hun skulle væk og helst i fængsel, var man enige om, men så var der heller ikke så meget mere i fællesmængden. Vanopslagh forsøger i det mindste at supplere med en tegning til politisk indhold. Det bliver en lang føring, som man siger i cykelsporten, hvor det anses for klogt at undgå vind på næsen, hvis man vil bevare kræfter til spurten.
