Skelsår. »Man kan ikke hoppe ud fra femmetervippen med ét ben ad gangen.« Kaare Dybvad Bek om den socialdemokratiske tid.
70eren
I sommer blev 37-årige Kaare Dybvad Bek pludselig hovedperson i det debatterende Danmark, da han bundtede liberale og de gråhårede ungdomsoprørere. 89erne og 68erne var fælles om det individuelle og længslen efter en grænseløs verden, hævdede han i et interview i Berlingske, og det har man så skændtes inderligt om siden.
Men hvad er socialdemokraterne så selv? Hvilket er deres årstal, hvis man bruger den dybvadske kategoriseringstrang mod hans eget parti? Jeg har aftalt et interview med ham, hvor jeg vil prøve at få ham til at lave en ideologisk selvangivelse for Socialdemokratiet. Vi skal finde det socialdemokratiske eksistensår, siden det tydeligvis hverken er 1968, som brød de indre grænser ned, eller 1989, som så verden åbne sig efter Murens fald. Så det spørger jeg ham om som det første, straks vi har sat os til rette på et solplaget bænksæt langt ude i den sjællandske provins.
Del: