100-årsriget falder

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev 'Mandag Mortensen'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Det kræver et mirakel for de københavnske socialdemokrater, hvis ikke partiets mere end 100-årige magt over landets hovedstad skal falde ved kommunalvalget næste år. Allerede ved det seneste valg i 2021 måtte partiet nøjes med at blive det næststørste efter Enhedslisten. Socialdemokratiet faldt fra 27,6 til 17,2 procent af stemmerne. Og skal man tro en nylig meningsmåling, som analysebureauet Analyse & Tal har foretaget i samarbejde med Epinion, vil det gå fra slemt til værre.

Målingen fra november, der er bestilt af SF og Enhedslisten, viste, at Socialdemokratiet står til beskedne 12 procent af vælgerne, og at partiet kun vil blive tredjestørst efter Enhedslisten og SF.

Det har selvsagt chokeret det gamle parti, og spidskandidat Pernille Rosenkrantz-Theil har ikke løftet stemningen ved offentligt at sige det åbenlyst indlysende. At det bliver svært, grænsende til umuligt at genvinde posten.

ANONYME KRITIKERE står i kø for at fortælle, at hun spreder taberstemning. Samtidig er man i gang med at fordele skyld og ansvar for katastrofen. Er det fremtrædende partifællers evindelige fortællinger om, at hovedstadens borgere er speltspisende wokeister eller ligefrem aparte, der har skræmt vælgerne væk. Eller er det simpelthen vælgerne, der er noget i vejen med? For få arbejdere og pensionister og for mange unge i forældrekøbslejligheder, der er mere optaget af Gazas ve og vel eller antallet af køn end af arbejderklassens reelle problemer?

Da Mette Frederiksen i 2015 overtog posten som formand for Socialdemokratiet, indvarslede hun et strategisk skifte, hvor partiet rettede blikket mod arbejderklassen og middelklassen i provinsbyerne. Det betød en forskydning af partiets politik på en række områder. Uddannelsespolitikken og introduktionen af arnepensionen eksempelvis.

Skiftet skete på baggrund af en grundig analyse leveret af eksempelvis Kaare Dybvad Bek, Mattias Tesfaye og Peter Hummelgaard. Det gav gevinst ved valget i 2019, men undervejs gik hovedstaden tabt.

Den nemme forklaring er, at der er en direkte årsagssammenhæng, at det er den såkaldte københavnerbashing, der fulgte med, der har jaget vælgerne væk. Det kan nok ikke udelukkes, at der undervejs er sagt mindre kloge ting, der ikke har stemt de københavnske vælgere mildt, men forklaringen er efter alt at dømme letkøbt.

Reelt har Socialdemokratiet været i færd med at tabe hovedstaden i årtier og har kun reddet sig igennem ved at hente partikoryfæer som Ritt Bjerregaard og Frank Jensen til undsætning. En reel analyse af problemerne i hovedstaden på niveau med den, man lavede for provinsen, har der ikke været.

MEGET KUNNE TYDE på, at de ildevarslende tal for København i virkeligheden dækker over et generationsproblem. Partiet har ikke fat i de yngre vælgere, og det sætter sig igennem i en by, hvor der er mange af dem. Men som sagt, analysen mangler. Foreløbig har fremtrædende socialdemokrater mere travlt med at fortælle, hvad grunden ikke er.

I fraværet af en egentlig strategi har man så endnu en gang forsøgt sig med kendisvejen. Pernille Rosenkrantz-Theil skiftede i en åbenlyst topstyret byttehandel plads med den siddende overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, som ingen har hørt fra, siden hun overtog det socialdemokratiske kerneministerium Social- og Bolig.

Hvordan man kan forestille sig, at redningen er Rosenkrantz-Theil, der ved det seneste folketingsvalg gik tilbage fra 12.998 personlige stemmer til 5.361 i København, er lidt af en gåde.

En endnu større gåde er det imidlertid, at statsminister Mette Frederiksen og den øvrige partitop har følt behov for at erhverve sig en betydelig aktiepost i nederlaget, hvis det over 100-årige styre falder.

Havde man holdt fingrene væk, havde man kunnet skyde skylden på rådhusets umuliusser. Bliver det Rosenkrantz-Theil, der må afgive borgmesterkæden til et andet parti, vil der stå Mette Frederiksen på den historiske begivenhed.