DER har de seneste ti år været en markant stigning i antallet af børn og unge, der bliver diagnosticeret med udviklingsforstyrrelser som adhd og autisme. Så grelt står det til, at 15 ud af 100 børn ifølge Sundhedsstyrelsen har været i behandling for en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år, og forventningen er, at tallet kun vil stige. Symptomatisk er det, at da DR i efteråret kunne fortælle, at der fra region til region er kæmpe forskel på, hvor mange der får en diagnose (for hver gang ét barn i Odense får en adhd-diagnose, er der i Struer fem), så var vinklingen ikke, at der sker en overdiagnosticering i Struer, men tværtimod at for få får en diagnose i Odense. Den fremherskende holdning synes at være, at diagnoser er godt, og flere diagnoser er endnu bedre, ud fra forestillingen om, at man blot afdækker et stort mørketal. Forskere som socialantropolog Alexandra Brandt Ryborg Jönsson, læge John Brandt Brodersen og overlæge og professor Niels Bilenberg, der har problematiseret udviklingen, taler for døve øren, mens stærke interesseorganisationer som Autisme- og ADHD-foreningen dominerer debatten med deres krav om hurtigere udredning, så endnu flere kan blive bekræftet i, at de er såkaldt neurodivergente.

ER der ingen tvivl om, at der bag hvert eneste ønske om en udredning for en udviklingsforstyrrelse ligger sorg, smerte og håbløshed, så er der absolut grund til at overveje, om diagnoser i nogle tilfælde faktisk skader mere, end de gavner. Om de skygger for det egentlige problem. Hvad nu, hvis det ikke er den enkelte, men det omgivende samfund, den er gal med? Det er jo ikke sådan, at man ved hjælp af scanninger, blodprøver eller gentest når frem til, at folk er født med adhd eller autisme. Nej, diagnosen stilles på baggrund af deres adfærd gennem længere tid: Barnet får diagnosen, fordi det opfører sig på bestemte måder – og bagefter forklares den samme adfærd med diagnosen. Symptomerne på adhd er som bekendt, at man er rastløs, har svært ved at sidde stille, let bliver distraheret, afbryder andre, handler impulsivt, glemmer aftaler eller beskeder og har vanskeligt ved at fastholde koncentrationen.