Læserbreve

Kors og kærlighed

Peter Kujala, læser

Han bar sit kors op til Golgata og omfavnede det. Han var allerede blevet pisket af romerne, og nu lod han sig nagle fast, hænge på dette kors. Hans kære flygtede, forlod ham i prøvelsens time, fjenderne spottede, hvor han blødte, lidelsen så ned på dem og sagde: »Fader, tilgiv dem!«

Hvordan er en sådan opofrende kærlighed mulig? Denne Jesus, som blev verdens mest berømte navn, og hvis fødsel markerer begyndelsen på vores kalendertid, og hvis bog, Bibelen, blev den mest læste. Svaret kan kun findes i selvsamme bog, hvor der står: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Så det var kærlighed til hver af os med det formål at frelse os til evigt liv.

Døden er 100 procent garanteret for os alle, ingen undslipper. Men denne Jesus, som også døde på korset, siges at have overvundet døden og stået op fra de døde på den tredje dag. Jeg tror, vi har brug for en forklaring her, hvordan er det muligt? Vi finder svaret i Bibelen igen. Der står, at »syndens løn er døden«, og at Jesus som Guds søn levede et syndfrit liv, og derfor kunne døden ikke holde ham tilbage.

Nu ved vi, at vi almindelige mennesker synder hver dag. Vi bagtaler, lyver, udnytter, hader og behandler hinanden ukærligt. Listen er lige så uendelig som Jesu kærlighed til os, når han tager alle vores synder på sig på korset, som en kæmpe magnet. Over for Gud Fader siger han derfor: »Tilgiv dem!« Og hvad kunne Gud så gøre andet end at tilgive os, når vores synder er blevet fjernet på korset. Gennem denne tilgivelse og frihed fra synd er vejen åbnet til evigt liv. Døden mistede sin ret til at holde på os.

Det største spørgsmål og den største frygt i ethvert hjerte er vel døden? Ophører vi blot med at eksistere, som om vi aldrig har eksisteret; en prik, der falmer, forsvinder i intetheden? Den, der selv besejrede døden, svarer med et opofrende og kærlighedsfyldt: »Nej, tro på mig, så skal du leve.« Som Bibelen til sidst siger: »Hvor, o død, er din sejr? Hvor, o død, er din brod? Dødens brod er synden, og syndens magt er loven. Men tak til Gud! Han giver os sejren gennem vor Herre Jesus Kristus.«

Kærligheden på korset har talt, kan vi ignorere og skynde os videre til gravens og dødens meningsløse tomhed, eller vælger vi at tro og glæde os over en vidunderlig, evig fremtid med livets fyrste, Jesus Kristus?

Prepping

Nils Hartmann, læser

Det bygger på en forkert tænkning, når Christiansborg opfordrer os alle til at preppe. Det bør i stedet altid være en fælles samfundsopgave, altså for eksempel for civilforsvaret, der må påtage sig opgaven og lave lagre, så vi altid har reserver parat. Dette vil stille os stærkere, og der vil desuden ikke foregå det samme kolossale spild, som der gør i øjeblikket grundet risikoen for udløbet holdbarhed. Man kunne jo også polemisk spørge: Hvad bliver så det næste, vi skal hjemtage? At vi også har egne våben, eget præhospital og egne generatorer derhjemme? Igen et kolossalt spild, hvis ikke det koordineres centralt. Christiansborg må og skal op på hesten igen – og tage ansvar!

Ret til Grønland I

Knud Larsen, ph.d.

Under rubrikken »Ret til Grønland« (WA #15) tillægger Kasper Bjering mig synspunkter, jeg ikke har. Men først vil jeg sige tak, det er altid godt med en saglig disput. Vi er vist ikke meget uenige, når det kommer til stykket. Men jeg nævnte intet om »ret«, kun historiske fakta. De står fast; fortolkningen kan vi diskutere. Bjering skriver:

»At sætte lighedstegn mellem hans to bygder og hele øen er regulært bedrag (...) Først i 1721 (...) At hævde, at dette er en forlængelse af Erik den Rødes gamle fristat, er yderst spekulativt (...) Spekulationen er skadelig ...«

Men spekulationen er og bliver ganske på Bjerings side. Jeg skrev, at landet var folketomt, da Erik den Røde ankom til landet i Sydvestgrønland i 982. Dorset 2-kulturen fandtes langt oppe mod nord, men Grønland måler 2.700 kilometer fra nord til syd – som fra Danmark til Marokko. De to kulturer boede et par tusinde kilometer fra hinanden og mødtes aldrig.

Jeg tillod mig at afslutte med et retorisk spørgsmål: »Hvem koloniserede hvem?« Nordboerne koloniserede ikke Dorset. Det gjorde inuit, der ankom 200-250 år efter nordboerne, som så også forsvandt i det 15. århundrede. Blev disse bekriget? Uddøde de under Den lille istid? Optaget blandt inuit? Det kan dna-analyser måske svare på.

Grønland var fra 1261 lovformelig en del af Norge, fra 1380 i union med Danmark. Ved Kielerfreden i 1814 gik Norge til Sverige, mens Grønland, Island og Færøerne forblev i Rigsfællesskabet med Danmark. Norge gjorde i 1931 historisk krav på Østgrønland. Den internationale domstol i Haag anerkendte i 1933 Danmarks overhøjhed, lige så velbegrundet. Det er blevet »woke« at moralisere over tidligere tider, men fakta er fakta. Historien formede sig nu engang, som den gjorde.

Som jeg skrev: Efter 800 års samliv kan der næppe i dag findes en eneste grønlænder, der er 100 procent inuit. Så lad os ikke opgejle et kunstigt fjendskab ud af det blå. Under den grasserende trumpisme er der al mulig grund til at holde sammen.

Ret til Grønland II

Martin Kryhl Jensen, historiker

Kasper Bjering, ph.d. og »aktiv socialdemokrat«, hævder i WA #15 at ville nuancere debatten om Grønlands historie. Ved nærmere eftersyn ligner nuanceringen dog mere en forvanskning. Den sene Dorset-kultur eksisterede i især det nordvestlige Grønland fra cirka 800 til slutningen af 1200-tallet. Nordboerne med Erik den Røde i spidsen ankom til det sydvestlige Grønland i år 985 og kom i sporadisk kontakt med Dorset-kulturen, hvis folk blev omtalt som »skrællinger«.

Thule-kulturen, forløberen for nutidens inuitter, kom til Grønland i løbet af 1200-tallet og fortrængte helt Dorset-kulturen, der genetisk adskilte sig markant fra Thule-kulturen. På den baggrund forekommer det bizart, at Bjering på den ene side afviser nogen som helst forbindelse mellem nordboerne og den fornyede skandinaviske bosætning efter 1721, mens han på den anden side hævder en ikkeeksisterende forbindelse mellem Dorset- og Thule-kulturen.

Indre marked

Lars Nielsen, civilingeniør

Klaus Wivel skriver i sin leder (WA #15), at vi bør styrke EU i stedet for at svare igen på USAs toldkrig. Det lyder fornuftigt. Men har Wivel ret, når han skriver, at vi skal afskaffe de indre handelsbarrierer i EU, som svarer til en told på 45 procent mellem EUs medlemslande? Redaktionschefen peger jo selv på, at det er globaliseringen – hvilket vil sige afskaffelsen af handelsbarrierer mellem klodens lande – der har skabt trumpismen, som handler om at beskytte de ramte amerikanere. Så måske det er meget godt, at EUs handelsbarrierer beskytter de mange virksomheder i EU-landene, som ellers ikke kan klare sig i konkurrencen?

Flyafgifter

Jacob Vest, læser

Vi bør i Danmark hæve afgifterne på flyrejser endnu mere, især på flyrejser uden for EUs grænser. For eksempel bør en flyrejse til New York tillægges 1.000 kroner ekstra pr. person i klimaafgift, mens der på en flyrejse til Beirut bør indføres en ekstra klimaafgift på 500 kroner pr. person. Det ville helt sikkert have en effekt på danskernes lyst til at flyve uden for EU, ikke mindst ville flere overveje at skifte flyrejsen ud med en togrejse eller en sommerferie ved Vesterhavet.

Sidst, men ikke mindst, bør hensynet til klimaet prioriteres højere i forhold til lysten til at rejse ud og se pyramiderne eller Frihedsgudinden. Den danske befolkning må bidrage til, at vi får reduceret CO₂-udslippet og dermed mindsket den globale opvarmning.

Børsetik

Viggo Norn, lic.tech.

USAs brug af told som handelsrestriktion og den deraf afledte turbulens på de globale aktiemarkeder bør give anledning til en international revurdering af de børsetiske regler. Dette ikke mindst på baggrund af, at statsledere og regeringer egenrådigt gennem told og andre handelspolitiske ændringer kan fremme egne og politiske støtters interesser. Forhold, som må anses for børsmæssigt uetiske og endda muligvis brud på reglerne om insiderhandel.

En revision af de børsetiske regler bør imødegå ovennævnte misforhold og herunder også formulere et sæt bindende strafforanstaltninger eller sanktioner over for de involverede regeringsledere og politiske støtter, som agerer ukorrekt. Dette for at genvinde investorernes og – ikke mindst – de ikkeprofessionelles tillid til aktier.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.