Debat. To kortere indlæg fra Weekendavisens læsere.
Læserbreve
Hykleri
Ditte Falkenberg, ejendomsadministrator
Reservat ... klinger det ikke lidt hult, Bennike? Hvordan kan du skrive en hel artikel, der udelukkende har til formål at hagle Børsens sektion Pleasure og dens medvirkende ned? Det lugter så meget af misundelse, når du selv er en velstillet mand fra den øvre middelklasse.
Middelklassen taler da også om boligindretning, »mens verden virker uvis og farlig«. Må man kun tale om krig og ødelæggelse? Vi taler vel om alt muligt, madopskrifter, børneopdragelse, kultur, osv. osv.
Dem, der medvirker i den sektion, bliver sandsynligvis spurgt til deres indretning og livsstil i øvrigt. Det er usmageligt at hænge navngivne personer ud for deres forbrug. Ved du, om de samtidig hjælper med donationer til verdens brændpunkter? Og hvad vedkommer det i øvrigt også os? Det er deres penge.
Ved du godt, at I reklamerer med billetter til en koncert til 875 kroner for én billet, når man drejer hovedet ti grader mod højre efter at have læst din artikel? For ikke at tale om en rejse til 49.990 kroner for én person i 14 dage på bagsiden af Ideer? Tænk lige, hvor mange måltider en enlig mor med tre børn kan handle ind til for de penge?
»Fej for egen dør,« som min mor altid har sagt. Hun var endda enlig mor med tre børn, for at det ikke skal være løgn.
Fornuft
Carsten Palnæs Hansen, overlæge, dr.med.
Tak til Poul Pilgaard Johnsen for afdækning af Milena Penkowas udnyttelse af syge medborgeres fortvivlede kamp for at kunne overleve svær sygdom, og tak til Asker Hedegaard Boye for hans kommentar om den selvbestaltede altmuligmand Emil Thorups medicinske rådgivning baseret på manglende faglig baggrund.

I kritikken af Milena Penkowa nævnes det perforerede mavesår hos en patient som en mulig følge af overdreven indtagelse af C-vitamin. Mens C-vitamin har en beskyttende virkning på mavesækkens slimhinde, kan ekstreme doser (hvad det så end er) have den modsatte virkning. Desuden kan indgift af D-vitamin i toksiske doser blandt andet give mavesår som følge af den forhøjede calciumkoncentration i blodet. Både Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen har advaret mod overdosering af vitaminer, men det er åbenbart svært at få budskabet ud, eftersom store vitamindoser er blandt de hyppigste anbefalinger blandt uautoriserede behandlere. Det bliver interessant at se, om anmeldelsen til Styrelsen for Patientsikkerhed kan ændre praksis.
Rettelse 1
I artiklen »Kvinder på flugt« – bragt i 1. Sektion den 13. februar – skrev vi, at 12 danske kvinder i gennemsnit bliver slået ihjel af deres partner eller ekspartner om året. Det rigtige tal er ifølge Politikens opgørelse over partnerdrab mellem syv og otte gennemsnitligt om året fra 2017 og til i dag. Vi skriver også, at dødstallet i 2025 var 16. Det korrekte tal er ti. Vi beklager. Red.
Rettelse 2
I artiklen »Broderskabets lærde brødre« – bragt i 1. Sektion den 18. juli 2025 – fremgik det af underrubrikken, at Georgetown University har modtaget »milliarder af kroner i støtte fra Det Muslimske Broderskab«. I onlineversionen stod »via Det Muslimske Broderskab«. Det er ikke korrekt. Pengene kom fortrinsvis fra bevægelsens islamistiske ligesindede i Qatar. Vi har derfor fjernet sætningen online og erstattet den med en ny, der fastslår, at universitetet ifølge rapporterne er blevet infiltreret af islamistiske bevægelser.
I den oprindelige version skrev vi, at forskningscentret ifølge rapporterne »de facto er styret af Det Muslimske Broderskab«. Her skulle vi have skrevet, at det ifølge rapporterne er blevet infiltreret af islamistiske bevægelser. Det er nu rettet online.
I den oprindelige version var det uklart, hvad der mentes med Det Muslimske Broderskab. Benævnelsen refererer ikke kun til den oprindelige egyptiske organisation, men til ligesindede personer, organisationer, bevægelser og partier, lige fra det tyrkiske regeringsparti til terrorbevægelser som Hamas og al-Qaeda – og det amerikanske Safa-netværk. Det er nu præciseret i artiklen online, ligesom det er præciseret, at Sam Westrop i interviewet identificerer Safa-netværket som Det Muslimske Broderskab i USA.
Endelig skrev vi i den oprindelige version, at Safa-netværket havde været »afgørende« i sikringen af donationerne fra Qatar. Det var ikke korrekt. Middle East Forum skriver i rapporten, at netværket er »tæt forbundet« med Qatar Foundation. Middle East Forum mener, at forbindelserne har haft »væsentlig« betydning for sikringen af donationerne. Det er nu rettet online. Weekendavisen kan ikke dokumentere de tætte forbindelsers betydning for donationen.
Vi beklager fejlene. Red.
Del:

