Læserbreve

Remigration

Daniel Nordentoft, talsmand for Generation Identitær

Weekendavisen skriver på lederplads 23. oktober, at remigration for Generation Identitær er »et mindre tilforladeligt udtryk, end man kunne forledes til at tro«. Argumentet er, at vi ikke alene vil tilskynde ikkeeuropæere til frivilligt at vende tilbage til deres oprindelseslande, men også sende »problematiske udlændinge« hjem med tvang.

Til dét er der bare at sige, at der intet odiøst er i at sende kriminelle og illegale migranter hjem. Hvis de ikke kan hjemsendes her og nu, fordi deres oprindelseslande nægter at tage imod dem, må de spærres inde på remigrationscentre – gerne i Nordafrika – indtil landene bliver samarbejdsvillige og tager imod egne statsborgere.

Weekendavisen kalder den slags deportationer for et historisk belastet udtryk. Men hvad er der galt i, at et land håndhæver sine love og ikke lader illegale og farlige mennesker rende frit rundt i samfundet?

Remigration er dog langt mere end dette. Det er en helhedsorienteret proces med en bred vifte af tiltag, der – for første gang siden masseindvandringens begyndelse – skal vende den demografiske udvikling via incitamentsstrukturer på samfundsniveau, således at der år for år er færre ikkeeuropæiske migranter og efterkommere i vores samfund frem for flere.

Det skal med en klassisk pisk og gulerodspolitik gøres meget ubekvemt og tæt på umuligt at leve et meget kulturfremmed liv i Danmark, og det skal samtidig gøres meget attraktivt at opgive dansk statsborgerskab, som alt for mange fremmede desværre er blevet tildelt, og rejse hjem. Mange migranter er kommet her af økonomiske årsager, og med samme incitamenter kan vi naturligvis tilskynde dem til at vende hjem igen. Det er der intet hokuspokus i.

Remigration skal ramme dem, som føler sig ramt. Når vi har implementeret de nødvendige tiltag og incitamentsstrukturer, ser vi, hvor mange det reelt drejer sig om. Problemet er løst, når den demografiske situation ikke længere truer med at bringe danskerne i mindretal i eget land, som en prognose lige nu spår. Når danskerne frit kan leve uden problemer med og hensyntagen til andre kulturer i Danmark, er kampen vundet. Ikke før.

Lydbogens velsignelse

Helen Merete von Staffeldt, abonnent

I WA#43 skriver Aske Munck om »dovne lytterhunde«. Med jævne mellemrum bliver vi, som også holder af lydbøger, udskældt for at være dovne og lignende – eller som Aske Munck skriver: Vi har en »dorsk måde at konsumere litteratur på«. Nu kan jeg jo kun tale for mig selv, men jeg holder meget af begge dele – altså både at lytte til og læse bøger.

I virkeligheden forstår jeg ikke, at begavede mennesker ikke evner at anerkende lydbogslytning for den fantastiske oplevelse, den kan være. At lytte til en god lydbog – hvor en dygtig oplæser gør den helt store forskel – eller selv at læse en skøn bog udelukker ikke hinanden. Hvilket jeg er sikker på, at masser af mennesker har erkendt. Blot ikke Aske Munck.

Ukrainske desertører

Peter Sander, sognepræst Brøndby Strand Kirke

WA#44 havde en fin krigsreportage fra Ukraine på baggrund af historien om de mange tusinder af ukrainske mænd, der i denne tid søger tilflugt i Europa for at undgå krigstjeneste.

Det er svært at bebrejde mændene noget. De vil bare gerne leve og er de uenige i måden, konflikten håndteres på, kan de ganske vist protestere, men har ingen muligheder ud over det, da alle valg er suspenderet, så længe krigen står på. Så mange vælger at stemme med fødderne. 

Og hvad gør vi herhjemme? Man kan ikke udråbe Rusland til at være en eksistentiel trussel imod demokratiet og verdensordenen og poste milliarder i krigen i Ukraine og samtidig holde åbent hus for en hær af ukrainske desertører. 

Vi må vælge. Enten støtter vi krigen fuldt ud og afviser mændene, eller også tager vi venligt imod dem og underminerer derved vores egen støtte til Ukraines krigsindsats. Endelig kunne en tredje vej frem være at droppe krigshysteriet og søge at slutte fred hurtigst muligt.