Læserbreve

Mar-a-Lago

Julius Sten, filosofistuderende og professionel håndboldspiller

Artiklen »Mar-a-Lago-projektet« (WA #13) bygger på en række fejlslutninger, der forvrænger budskabet i Alex Karps The Technological Republic (2025) og forholdet mellem Silicon Valley, militæret og Donald Trump. For det første fremstilles Palantir som et produkt af den klassiske Silicon Valley-tradition. Virksomheden har i årevis været en markant kritiker af Silicon Valleys værdier og kultur og flyttede i 2020 sit hovedkvarter fra Palo Alto til Denver i protest mod dalens »øgede intolerance og monokultur«.

Denne kritik står centralt i Karps bog, hvis første kapitel, »Lost Valley«, åbner med sætningen »Silicon Valley has lost its way«, som endda er gengivet med versaler på bogens bagside. Bogens hovedbudskab er således, at Silicon Valley må vende blikket væk fra annoncemodeller og i stedet udvikle software, der kan styrke USAs position i verden.

Derudover overser Markus Bernsens artikel den universelle historiske realitet, at private virksomheder ofte rykker tættere på staten i tider med geopolitiske spændinger. Når verden står i sin mest anspændte geopolitiske situation siden Den Kolde Krig, er det således ikke overraskende, at fokus flyttes fra forbrugerprodukter til teknologi, der kan støtte national sikkerhed.

Artiklens påstand om, at techindustrien er et »ekstremt konservativt sted«, er heller ikke retvisende. Silicon Valley har i dette årtusind været en højborg for Demokraterne, og stort set alle toneangivende ledere og milliardærer har, før valget i 2024, støttet demokratiske kandidater. Elon Musk stemte først republikansk i 2022. Den eneste markante undtagelse er Palantirs medstifter Peter Thiel.

Endelig er det også misvisende at læse The Technological Republic som et partsindlæg til fordel for Trump. Bogen nævner ham ikke, blev skrevet færdig før valget og hviler på et værdimæssigt, ikke partipolitisk, grundlag. Kernebudskabet er en kritik af Silicon Valleys manglende ansvar: at verdens mest talentfulde softwareudviklere i årtier har været sat til at optimere forbrugerapps frem for at udvikle teknologi, der kan forsvare og fremme vestlige værdier.

Be nice not træls

Daniel Fodgaard, datalogistuderende

I marts relancerede Aarhus Universitet kampagnen »Be nice not træls«, som har til formål at fremme et respektfuldt og inkluderende studiemiljø. Dette initiativ er uomtvisteligt vigtigt, men frem for at vælge et slagord, der lyder som noget fra The Julekalender, burde universitetet have valgt en ordlyd, der respekterer det danske sprogs integritet.

Kampagnens mottoer – sammen med andre lignende som »There is room for alle« – er problematiske, da de ikke alene bærer præg af en useriøs sproglig sammenblanding, men tilmed illustrerer det stadig mere udbredte dansk-engelske pseudosprog.

Aarhus Universitet bør med sin centrale position i samfundet stå som en bastion for korrekt dansk og aktivt modvirke den sproglige forfladigelse, som breder sig. En kulturinstitution af universitetets kaliber har et ansvar for at bevare sprogets integritet og for at sende et signal om at fremme det danske sprog i forskning og undervisning – både internt som en uundværlig del af vores nationale identitet og som signal til resten af verden.

Når Aarhus Universitet lancerer en kampagne, der anvender en useriøs blanding af dansk og engelsk, sendes i stedet et signal om, at korrekt dansk ikke længere anses for vigtigt. Ydermere kan det opfattes, som om universitetet i højere grad orienterer sig mod den engelsktalende verden end mod de europæiske lande, der deler vores sproglige og kulturelle arv.

Denne udvikling risikerer at underminere vores sproglige identitet, idet vi mister grebet om det danske sprog til fordel for den globaliserede anglofile popkultur. Kampagnen kunne jo bare have heddet »Vær rar, ikke træls« – med en tilsvarende engelsk kampagne for internationale studerende.

Årets ord

Steen Heick, disponent

»Voldgæste« er et godt gammelt, stadig brugbart ord. At voldgæste er ikke, når en fjern onkel fra Amerika kommer uanmeldt til ens fødselsdag. At voldgæste er, når ignoranter, klamphuggere og elendige skidesprællere kommer uindbudte og ødelægger idyllen. At voldgæste kunne godt blive årets ord.

Krasniks tricks

Carsten Hinrichsen, adjunkt og ph.d.

I sin leder (WA #12) kalder chefredaktør Martin Krasnik »oplysning og kritik« for den rigtige vaccine. Men i dækningen af vaccineforskerne Christine Stabell Benn og Peter Aaby lader det til, at Weekendavisen ikke er så glad for sin egen medicin. I stedet for at belyse sagen om deres forskning med kritisk nysgerrighed og nuancer bruger avisen spalteplads på at fordreje og diskreditere. Flere gange oplever forskerne, at deres pointer fremstår fordrejede eller ufuldstændige. Hvordan hænger dette sammen med avisens idealer om oplysning og kritik?

Dækningen af Benn og Aabys forskning har været ensidig og præget af udeladelser – og ja, uden reel inddragelse af hovedpersonerne. I et læserbrev (WA #11) beskriver forskerne, at deres citater blev klippet i en grad, så de mistede tillid til Weekendavisen. Redaktionen adresserer ikke denne ret så alvorlige kritik, men svarer blot, at de er forpligtet til at forelægge kritik for den kritiserede part, her Benn og Aaby. Redaktionens svar ignorerer den presseetiske pligt til at sikre, at kritikken er velunderbygget, og at Benn og Aaby får reel mulighed for genmæle.

Det er min læsning af Krasnik, at han sammenblander forskningsbaseret kritik med ideologisk modstand mod vacciner, når han sætter Benn og Aaby i bås med antivaxere og konspirationsteoretikere. Hvis vi virkelig tror på oplysning og kritik, hvorfor så miskreditere dem, der netop deltager i komplekse samtaler med deres faglighed? At kalde deltagelse i politiske råd for »politisering« af forskningen er misvisende – som om forskere bør tie stille, når deres forskning er kontroversiel.

Krasnik bruger samme retoriske tricks, som han kritiserer antivaxerne for at bruge. Når han i sin leder skriver, at Benn og Aaby har tilbageholdt viden, som kunne modbevise deres egen hypotese, må man forvente, at han har sat sig ind i sagen. Så ved han også, at forskerne har beklaget den forsinkede publicering, offentliggjort de foreløbige data og påpeget, at studiet er for lille til at ændre noget fundamentalt.

Desuden ved Krasnik også, at ét studie ikke vil kunne levere nok evidens til at kunne modbevise en hypotese om noget så komplekst som vacciner. Efter min mening er chefredaktørens retorik yderst problematisk – han ved, eller bør i hvert fald vide, at hans påstand er forkert, men i bedste Robert F. Kennedy Jr.-stil udvælger han kun den lille del af historien, som underbygger hans pointe.

Jord i hovedet

Knud Larsen, ph.d.

Weekendavisens ellers seriøse Aske Munck har under rubrikken »Jord i hovedet« (WA #13) ladet sig besnære af en fransk »filosof og fritidslandmand«, der arbejder for »agroøkologi«, som »kan redde kloden«. Hvorfor er det så let at overbevise journalister om nye veje til verdens frelse?

Kasper Kloch udbredte sig sidste år (WA #45, 2024) på sektionen Ideers midtersider om »Oprør fra jordbunden«, hvor en »økologisk« spansk vinbonde uimodsagt citeres for: »Det konventionelle landbrugs monokultur og brug af kunstgødning og pesticider har udpint jorden og drænet den for mikroliv og naturlige næringsstoffer.«

Og nu er det så franske Gaspard Koenig, der i lige så panegyriske vendinger får en gratis helside i Weekendavisens første sektion: Mindre kan åbenbart give mere, ligesom »homøopati«, men anekdotiske beretninger er altså ikke videnskab. Koenig får lov at fortælle om det almindelige landbrugs »udpining af jorden«, selvom det er ganske uden hold i virkeligheden, hvor intet som bekendt kommer af intet: Hvis jorden fraføres mere, end der tilføres, bliver den udpint. Det er netop, hvad der sker i »økologisk« landbrug, som ikke må bruge »kunstgødning« (fremstillet ud fra luftens naturlige indhold af kvælstof).

Udbyttet af hvede, vores allesammens brødkorn, er derfor i dansk »økologisk« landbrug faldet til det halve af udbyttet i almindeligt landbrug. Og det falder fortsat, mens det stiger i almindeligt landbrug (tal fra Danmarks Statistik). Altså kræves det dobbelte areal for at brødføde os med »økologisk« hvede. Hvem er det så lige, der udpiner jorden?

Alternativets Franciska Rosenkilde har endda krævet, at vi fremover alene skal leve af planteføde. Dermed forsvinder også staldgødningen (hvilket vil sige husdyrgødningen, gyllen). I oldtiden drev bønderne svedjebrug: Man afbrændte skov, dyrkede jorden i få år, til den blev udpint, og afbrændte så mere skov. De havde for få husdyr til at gøde jorden. Dermed opstod de golde jyske heder.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.