Trump Tower vokser

Thilde Wegger Jensen, pædagog, coach, kunstterapeut og digter

Fra podiepladsen i Pennsylvania hører resterne af Trumps afskudte øre den drilske børnesang »Those on the floor must be stepped on«. Når vi taler sammen om manden med det lidt for selvbrunede ansigt, underligt orange hår, griseformet mund og buskede øjenbryn over blå øjne, skal vi huske, at han næres af netop vores samtaler, vores ophidselse, vores afstand, vores bestyrtelse.

Det rammer hans ører, især det skamskudte, han labber det grådigt i sig. Trump Tower vokser hver dag en etage, fordi det som Trump selv vokser ved modstand. Det er som en kærlig vuggevise, der svøber sig om hans babybløde krop, en kærlig lullaby, som vugger ham og insisterende fortæller ham, at alt, hvad han rører ved, er godt.

Jo mere febrilske vi andre bliver, jo flere etager. Vi skal ikke sige »os mod ham«, for så kan han sige »mig mod jer«, og det vil han hjertens gerne. I stedet skal vi observere. Ham. Og især os selv. Hvor har vi ikke selv rent mel i posen? Havde jeg selv bare fået skudt mit ene øre af, kunne jeg med rette sige: »Jeg vælger at vende det døve øre til.« Det har jeg nu engang ikke.

Jo større skyttegrave vi graver, jo mindre er Trump fri for selv at grave, skriver Thilde Wegger Jensen i et debatindlæg. Arkivfoto: Brandan Smialowski, Scanpix
Jo større skyttegrave vi graver, jo mindre er Trump fri for selv at grave, skriver Thilde Wegger Jensen i et debatindlæg. Arkivfoto: Brandan Smialowski, Scanpix Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Hvis ikke vi passer på og er opmærksomme, kan vi ende med at stå i en gruppe og i vores velplejede merværd blive enige om, hvad og hvem han er: Han er mindreværdet!

Vi skal ikke sætte os med korslagte arme og fortælle hinanden, hvor dum han er. Jo større skyttegrave vi graver, jo mindre er Trump fri for selv at grave. Han vil nikke, klappe i sine hænder og sige tak for veludført arbejde.

Vi må se på vores egen attitude og lytte til vores eget sprogbrug. Vi skal være vågne. Ord skaber holdninger, og holdninger skaber sandheder, som vi bestemmer er sande sandheder og giver til hinanden, for at vi skal tro på sandheden. Vær nu opmærksom. Ørerne lytter overalt, og hvem bestemmer over sandheden?

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Få dagens udvalgte artikler fra Weekendavisen i indbakken. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Tredje Verdenskrig?

Jacob Vest, læser

Jeg mener, at det er USAs præsident Donald Trump og ikke Volodymyr Zelenskyj, som gambler med Tredje Verdenskrig. Hvis Trump gør alvor af at besætte Gazastriben og jage den palæstinensiske befolkning på flugt, vil hele verden vende sig imod USA inklusive hans nye allierede, Ruslands præsident Vladimir Putin.

Især alle de muslimske lande vil erklære USA krig, og med assistance fra Rusland og Kina vil Trump og USA få deres livs lærestreg. Trump har allerede »brændt alle broer« til os, europæerne, og således vil han stå tilbage som Palle alene i verden, hvis han sætter handling bag sine ord om en besættelse af Gaza.

Retssag og rænkespil

Morten Hansen, cand.jur.

I en kommentar af Thorkild Kjærgaard (WA #09) lyder det, at Haag-dommen af 1933 blankt afviste Norges historisk og juridisk velbegrundede ønske om suverænitet over dele af Østgrønland. Videre siges, at domstolen ikke skulle nyde noget af at udfordre USA, og at det var på grund af Monroedoktrinen, at nordmændene ikke kunne få Østgrønland.

Det er imidlertid en ensidig fremstilling af retssagen. Dommen viser klart, at Danmark havde en række gode historiske og juridiske argumenter. Udfaldet blev, at domstolen med stemmerne 12 mod to fastslog, at den norske okkupation var retsstridig. Hvis Kjærgaard mener, at hensynet til USA fik disse 12 dommere til at snyde med afgørelsen, ville det være fint med noget dokumentation.

I en »Flaskepost« af Frederik Stjernfelt (WA #08) om rænkespillet i Nordatlanten omtales en plan om at sikre Grønland for Sverige. Det siges i den forbindelse, at det næppe stod statsretsligt klart, at øen hørte til Danmark-Norge. Det er en misforståelse. Hvis der var ret inde i billedet, var det ikke stats- men folkeret.

Hvem har esserne?

Abelone Olufsen, læser

Hvem er i position til indflydelse, og hvem er afhængig af at få den hjælp og støtte, der er brug for? Nogen sidder med esserne, andre er udset til at kende deres plads uden en stemme. I min optik er Christian Bennikes artikel »Overklassetrivsel« (WA #09) en tiltrængt kritisk analyse af en klasseblind trivselskommission. En demaskering af den stærkes ret til fortællingen.

Trivselskommissionen er blevet bedt om se på den brede gruppe af børn og unge fra 0 til 25 år. Bennike spørger den ene af kommissionens drivkræfter, professor Lene Tanggaard: »Så vi skal fokusere mere på middelklassen, for at vi på længere sigt kan fokusere mindre på middelklassen og mere på dem, der har de største problemer ...« Hendes svar: »Ja, faktisk.«

Her bliver det tydeligt, hvor kynisk et styringsredskab retten til fortællingen er. Jeg synes, at det bliver stadig sværere at bilde sig ind, at alle kan få adgang til velfærdsstatens hjælp og goder – i det hele taget, at velfærdssamfundet fortsat er kendetegnet ved et »vi«.

Krigerskat

Mogens Moos, læser

Med retorikken om at ville opruste for hundreder af milliarder af kroner gambler statsminister Mette Frederiksen og hendes krigsglade regering med dansk økonomi. Lige nu er der afsat eller brugt 250 milliarder kroner til militære ødelæggelsesvåben. Det er omkring ti procent af Danmarks bruttonationalprodukt. Plus det, der allerede er sendt til Ukraine. Og der tales rask væk om at bruge flere milliarder.

Men til hvad nytte? Hvem tror på, at alle disse milliarder vil afholde en fjende i at angribe lille Danmark? Tror nogen virkelig, at et eventuelt angreb kommer med kampvogne, kanoner, soldater, fly og landgang på vores kyster? Det sker jo ikke.

NATOs musketered tilsiger, at bliver et land angrebet, kommer NATO (og dermed også USA) til hjælp. Det når de bare ikke. En eventuel fjende sender nogle interkontinentale missiler med talrige sprænghoveder med atombomber og kemiske våben. Så er Danmark udraderet, og pengene spildt til uendelig menneskelig tragedie.

Monroedoktrinen

Jens Smedegaard Andersen, fhv. dommer

Det er en misforståelse, når det i WA #09 hævdes, at Danmark ved Selvstyreloven fra 2009 har undladt at tage hensyn til Monroedoktrinen – den århundreder gamle erklæring fra USA om at ville hævde sin interessesfære til at omfatte hele det amerikanske område (herunder mange syd- og mellemamerikanske selvstændige stater og tillige Grønland).

Selvstyreloven drejer sig udelukkende om det interne forhold mellem Grønland og Danmark, som med ophævelse af Grønlands kolonistatus blev et rigsfællesskab med det sydlige Danmark. Loven indeholder blandt andet retten til for Grønland at træde ud af Rigsfællesskabet og altså gøre sig uafhængigt af det sydlige Danmark og derved blive en selvstændig stat – som visse andre selvstændige stater fortsat omfattet af Monroedoktrinen.

Selvstyreloven medførte således ingen forandring i Grønlands forhold til Monroedoktrinen. Som koloni var Grønland – som netop nævnt – allerede omfattet af doktrinen og kunne da, måske med hjælp udefra, have frigjort sig fra Danmark, som grønlænderne i øvrigt stadig kan det efter Selvstyreloven. Ligesom Danmark kunne have frigjort sig fra Grønland.

Et helt andet spørgsmål er, om Grønlands eventuelle fremtidige frigørelse fra Rigsfællesskabet med Danmark vil føre til selvstændighed i forhold til andre stater. Det må under de nuværende forhold i verden anses for utænkeligt.

Europas skæbnestund

Jørn P. Wehage-Carlsen, gymnasielærer

De seneste tre års vestlige strategi med kun at give Ukraine akkurat nok våben og ammunition til at opnå uafgjort har været en kæmpe fejl. Krigen kunne have været vundet for længst ved et større militært engagement, som man desværre har forpasset.

Rusland har en økonomi på størrelse med Italien, og selvom russerne har en svag overhånd ved fronten, så kunne et fortsat vestligt pres og amerikansk støtte have fået dem til at tabe krigen, og nok så vigtigt: Man kunne derved have håndhævet retsprincippet om staters nationale suverænitet.

Donald Trump lader tilsyneladende magt gå forud for ret i sit ønske om at skabe fred i Ukraine. Det er et brud med den liberale verdensorden, vi har kendt siden 1945. Det eneste gode og fair ved Trump 2.0 er, at Europa nu endelig på den hårde måde har lært, at vi ikke længere kan regne med USA og derfor må blive strategisk autonome ved hjælp af oprustning i en fart.

Vi må sørge for vores egen sikkerhed. Det kræver både, at vi opbygger eget territorialforsvar og en samlet europæisk forsvarsstyrke. EU skal stå last og brast med Ukraine som EU-kandidatland og frontlinjestat i kampen mod Rusland og bør på ingen måde anerkende en fred, som amputerer Ukraines nationale suverænitet.

Dette vil kræve, at EU sender endnu flere våben og endnu mere ammunition afsted til Ukraine for at vinde krigen mod Rusland, og vi i Europa på sigt overtager USAs rolle som bidragyder. There is no alternative!

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.