Læserbreve

SVM og DR

Johan Petersen, MSc

I forbindelse med den seneste regeringsrokade har det været bemærkelsesværdigt at se, hvordan vores statsfinansierede public service-medie DR har valgt at dække begivenhederne. Der har været et overvejende fokus på, hvilke ministre der har vundet eller tabt karrieremæssigt, og hvilke partier der har vundet den magtpolitiske armlægning. Hvad de nye ministeriers oprettelse betyder for klimaindsatsen eller den nationale sikkerhed, står i baggrunden.

Når politik fremstilles som et spil, hvor personlig magt og karrierefremgang tilskrives tungtvejende betydning, risikerer man en fremmedgørelse af den brede befolkning. Dermed bidrager man til et elitært billede af politikerne som nogle, der er mere optaget af deres egen position end af at løse de problemer, vi som samfund står over for. Det skaber politikerlede.

Når vi som land skal prioritere at have et public service-medie som DR, er det, fordi DR kan påtage sig en særlig rolle i vores demokrati. DR skal sikre, at borgerne bliver informeret om de politiske beslutninger, der påvirker deres liv, og skabe en forståelse for, hvad disse beslutninger betyder. Men når fokus flyttes fra politikernes handlinger til deres karrierer, undermineres opgaven og herved DRs eksistensberettigelse.

Menneskeret

Marianne Mygind, cand.jur.

Professorer og dr.jur.er har samme ret til at have meninger og give dem til kende som alle os andre. De bør dog være omhyggelige med at skelne mellem, om de udtaler sig som fagperson eller giver udtryk for en personlig holdning, der ikke er baseret på deres forskning eller faglige viden. Det er således glimrende, at professor og dr.jur. Mads Bryde Andersen i et indlæg i WA #35 har en holdning til den socialdemokratiske politiker Rasmus Stoklunds nye bog med forslag om at undlade at efterleve menneskerettighedsdomstolens afgørelser. Bryde Andersen mener, at brud på menneskerettighedskonventionen kun vil resultere i et omdømmetab. Men påstanden om, at dette er at sidestille med at undlade at efterleve en politisk aftale, er vist ingen juridisk vurdering. Her er professoren kommet uden for sit fagfelt og er i stedet på en politisk mission. Det er hans fulde ret, men indlægget bør læses med disse briller.

Dumpet på en metodisk fejl

Bertel Lohmann Andersen, pensioneret lektor

I Weekendavisen (WA #35) omtaler Peter Harmsen et studie, som et dusin forskere fra ti forskningsinstitutioner har offentliggjort i det prestigefyldte tidsskrift Science. Den ni sider lange artikel analyserer 1.500 klimapolitiske tiltag i forskellige lande de seneste 20 år. Formålet er at fortælle politikerne, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Forfatterne har ovenikøbet brugt kunstig intelligens i deres analyser.

På den baggrund forekommer det næsten at være helligbrøde – ved brug af gammeldags personlig intelligens – at rejse spørgsmålet, om ikke forskerne i deres valg af tidsrum har overset noget. Fra 1965 til 1985 voksede kernekraftens bidrag til elforsyningen således stærkt, hvilket medførte en anselig reduktion i udslippet af CO₂. I studiets periode, 1998 til 2022, er kernekraften derimod ikke vokset. Dette har forfatterne tilsyneladende overset. Ved et eksamensprojekt på universitetet ville dette blive bedømt som en alvorlig metodisk fejl, som muligvis ville have dumpet hele afhandlingen.

Derfor er beskæftigelsen tårnhøj

Lars Nielsen, civilingeniør

Vi har ikke mangel på arbejdskraft – det er valutakursen, der er for lav. Det medfører, at vores eksportpriser er kunstigt lave, samtidig med at vores importpriser er kunstigt høje. Det sidste leder til, at konkurrencen på vores hjemmemarked er for lav, så vi betaler for meget for indenlandske varer og tjenesteydelser, mens det er svært at skaffe håndværkere med mere.

Endvidere har vi et valutaoverskud i første halvår af 2024 på mere end 140 milliarder kroner. Det svarer på årsbasis til cirka ti procent af BNP, som vi ikke selv forbruger, men sælger til udlandet på kredit. Penge, vi ikke kan få tilbage, medmindre betalingsbalancen går i minus. Penge, vi kunne have brugt på os selv, hvis valutakursen var højere, og betalingsbalanceoverskuddet gik i nul. Samtidig er efterspørgslen efter arbejdskraft så høj, at der er flaskehalse overalt i økonomien. Det kunne løses, hvis valutakursen blev sat op, mens priserne blev lavere, så vi kunne købe mere for vores penge.

Nyborg Slot

Martin Jensen, forfatter

I interviewet med Poul Pilgaard Johnsen (WA #35) gør Venstre- og folketingsmanden Erling Bonnesen meget ud af, at han som en demokratiets ridder har sat sig i spidsen for at gennemføre projektet ved Nyborg Slot. At stort set alle frednings- og bevaringsorganisationer er imod hans projekt, affærdiges med, at sådan er det jo i et demokrati. Han forsvarer endvidere sit projekt med, hvad han »oplever«, nemlig at der er en bred opbakning til det – uden dog at komme ind på, om også resten af hans politiske virke drives af fornemmelser og en skjult viden, vi andre ikke har tilgang til. I det hele taget tillægger Bonnesen opbakning stor betydning, hvilket så må betyde, at vi snarest kan forvente et folketingsbeslutningsforslag fra hans side om, at store bededag genindføres som fridag, da afskaffelsen af den som bekendt ikke nyder stor opbakning i befolkningen.

Slotsprojektets mulige fortræffeligheder ufortalt er det beskæmmende, at Bonnesen gør sig til forkæmper for et demokrati, der grunder sig på, at demokratiske institutioners beslutninger sættes ud af kraft: Det af Folketinget nedsatte og demokratisk funderede Miljø- og Fødevareklagenævn gav nemlig en række klagere ret i, at projektet vil tilføje slottet uoprettelige skader, der ikke retfærdiggøres af formidlingspotentialet. Endvidere afviste Folketingets Ombudsmand et halvt år senere en klage over nævnets afgørelse. Men intet af dette er åbenbart udtryk for demokrati, som Erling Bonnesen forstår det. Skal man tro interviewet i Weekendavisen, er der kun tale om demokrati, når hans fornemmelser bliver tilgodeset – og for at opnå dette virker Bonnesen villig til at blæse på de demokratiske organer, Folketinget selv nedsætter.

Sproglig statsbankerot

Ivar Gjørup, tegner og forfatter

Populismen vinder frem. I ly af mørket gennemfører de folkevalgte omfattende uddannelsesreformer, som vil ændre landet fra det, vi var indtil for nylig, til det, vi ikke skal ønske nogensinde at blive. Man har for længst tømt ungdomsuddannelserne for sproglærere i tysk og fransk, og universiteterne har siden måttet indskrænke tilsvarende. Det tager tid at tømme vidensbanken, det ved vi. Men landet ender med en ny statsbankerot som den i 1813.

Turen er kommet til 2.000 års europæisk »åndshovmod«. Sådan må de jo have tænkt, de ledende begavelser på Slotsholmen: Lad os endegyldigt afskaffe græsk og latin! Skoler, der fastholder tilbuddet om undervisning på højt niveau i disse to sprog, har indtil nu modtaget et tilskud, som bekoster holddannelsen, når der er unge nok, der vælger det. Og det er der! Små fem millioner koster det årligt. Nu fjernes så tilskuddet. I en bisætning i finansloven 2025.

Grunden har intet at gøre med faglige overvejelser – grunden er »harmonisering«: De andre ungdomsuddannelser har ikke sådanne tilskud, lyder begrundelsen. De folkevalgte ved ikke bedre, ser det ud til. Vi orker ikke mere, ser det ud til. Vi er på vej til at blive som den vrisne gamle kone, der gav op, trak skodderne for og lukkede lyset ude. Sølvtøjet havde hun for en sikkerheds skyld gravet ned i haven. Ingen kan længere huske hvor. Og konen selv er død.

Tag Folkeuniversitetets program frem. Det blev postomdelt for nylig. Det burde være landets stolthed. Når vi engang ikke længere har uddannelser og dermed lærere og elever i andre fremmedsprog end engelsk, bliver det en sølle tryksag. Så kan vi sende amatørarkæologerne ud over markerne med minesøgere og nogle få tilmeldte fra Folkeuniversitetet og håbe på et opsigtsvækkende nyhedsindslag, når en deltager finder en bøjet teske. Mørket breder sig. Våben koster milliarder. Dumhed koster mere.

Telefoner i skolen

Jacob Vest, læser

Børns brug af smartphones i skolerne bør være bandlyst indtil syvende klassetrin. Grunden er, at disse medvirker til, at børn bliver mere asociale og inaktive, og det er vel ikke ligefrem målet eller idealet, vi stræber efter i vores skoler? Derfor bør telefonen blive låst inde i et skab, indtil børnene får fri, og i stedet bør der sættes langt mere fokus på bevægelse, idræt og naturfag. Det vil skabe mere sammenhold og fællesskabsfølelse blandt børnene, hvis de tvinges til at samarbejde på hold i eksempelvis boldspil eller til at fordybe sig i dyre -og planteliv på et af landets mange naturcentre. Sidst, men ikke mindst opnår børnene sociale kompetencer og en sund livsstil, som vil gavne dem hele deres voksenliv.

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk