Læserbreve

Dømmekraft

Anders Jørgen Jensen, læser

I Weekendavisen (WA #14) skriver lektor emeritus Tage Bild og professor emeritus Tim Knudsen, at det er en skræmmekampagne og »unødig alarmisme«, når professor Mikkel Vedby Rasmussen og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen advarer om et muligt russisk angreb på NATO og Danmark. Om Fogh Rasmussen hedder det videre, at han »om nogen« var ansvarlig for Danmarks deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan tilbage i 2000erne. Dette bør ifølge Bild og Knudsen »indgå i vurderingen af hans dømmekraft« i forhold til Rusland og Putin i 2024.

I stedet henviser Bild og Knudsen blandt andet til »sagkyndige« i form af lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen og professor i international politik Ole Wæver, som begge er gået i rette med alarmismen. Det var som bekendt Jakobsen og Wæver, der – for nu at bruge Jakobsens egne ord – »fattede hat af« Rusland og Putin op til invasionen i februar 2022, og hvis analyser af situationen derfor var lige til skraldespanden. Bild og Knudsen har dog tilsyneladende ingen aktuelle planer om at lade dette forhold indgå i vurderingen af de to herrers dømmekraft.

Klippemoskeen

Bo Thomassen, cand.mag.

Chefredaktør Martin Krasnik skriver i sin leder om Jerusalem: »At rejse Klippemoskeen på netop Tempelpladsen markerede kalifatets sejr og undertvingelsen af den anden store semitiske religion, der påstod at følge Guds lov.« Bygningen er opført af Abd al-Malik i 694 i byzantinsk kirkestil og med et gulv, der er en ujævn klippe. Var det her, Jesus skulle sætte sin fod, når han vender tilbage?

Klippemoskeen skal ses i en længere udvikling, der blev indledt i 622, da den byzantinske kejser Heraklios besejrede perserrigets hær i Armenien. Et nyt nederlag fulgte i 628 og førte til opløsning og skabelsen af et magttomrum, der blev udfyldt af arabiske stammer. Det var begyndelsen til arabisk selvstyre. Den første dokumenterede leder hed Muawiya, der i 661 udråbte sig som leder af de troende, Amir al-Muminin. Tidens mønter viser kristne figurer med kors samt zoroastriske soltempler. Samtlige efterfølgere i Umayyade-dynastiet brugte denne titel.

På væggen i Klippemoskeen står der, at Muhammed er Guds tjener og profet, men konsonanterne MHMD kan også være en titel med betydningen »den priste« eller »den velsignede«, så det kan læses som »priset være Guds tjener og budbringer«, det vil sige Jesus. Klippemoskeen blev ikke bygget som en moské, men som en kirke, og Muhammed blev ikke født i Mekka i 570, men på historikeren Ibn Ishaqs skrivebord 120 år efter sin død som en fiktiv person.

Efter store erobringer havde imperiet i kamp med indre og ydre fjender ikke brug for en pacifist, der vendte den anden kind til, men for en kriger, og som sådan blev Muhammed fremstillet af Ibn Ishaq og i tusindvis af hadither med endeløse detaljer og direkte citater fra hans mund. Det meste er digtet i det 9. århundrede i Abbaside-kalifatet. Den første kalif var Al-Mamun i årene 813-833, og den første moské blev bygget i Samarra nord for Bagdad i 850. Krasnik og andre kan blive lidt klogere ved at læse Morten Rydals Muhammed. Da imperiet fik sin profet (2020).

Tarama

Dorte Hunt, pensionist

Kære Martin Kongstad, det glæder mig altid at opdage en frisk anmeldelse fra Deres hånd. Som hurtiglæser gør jeg mig virkelig umage og gearer ned for andægtigt at nyde Deres velskrevne og mundvandsfremkaldende beskrivelser af »lang gaffel«-gastronomi og udsøgte, ædle dråber. Med Deres erfarne, berejste og suveræne gourmetgane, elokvens og fine humor er hvert af Deres bidrag et highlight i denne (uundværlige) ugentlige publikation. Til sidst lige dette: De fik ikke »Tamara« af torsk på Brasseriet; retten hedder Tarama.

Oplevelser

Kåre Fog, biolog

I Weekendavisen (WA #14) argumenterer Sidsel Dorthea Vedel for, at vi skal være mere åbne over for at diskutere subjektive oplevelser og tillægge dem betydning. Det vil jeg gerne advare imod. Et af de områder af samfundslivet, hvor subjektive oplevelser har fået for meget vægt, er videnskaben. Videnskab går per definition ud på at komme så tæt som muligt på den objektive sandhed.

Men efterhånden spiller det ind, at mange kvinder vægter hensyn til personlige relationer højere end sandheden, og for eksempel fremmer en cancel culture, hvor »krænkende« viden udelukkes. Som blandt andre adfærdsforskerne Cory Clark og Louise Perry i USA påpeger, så er cancel culture især en »pigeting«, der fremmes af en høj kvindeindflydelse, selv om tendensen selvsagt ikke omfatter alle kvinder.

Desværre er især humaniora også gennemsyret af den opfattelse, at der findes ikke nogen objektiv sandhed, kun subjektive oplevelser. Vi ser forskning hvor evidensen består i kvindens egen oplevelse. Subjektive oplevelser truer også retsvæsenet. Det gælder, hvis en person anklages for at have krænket nogen. Her er loven nu sådan, at det er »offeret«, der afgør, om han eller hun er blevet krænket.

Hvis vedkommende oplever sig krænket, så er denne pr. definition krænket, mens den påståede krænker reelt bliver retsløs. Som dokumenteret af blandt andre Marianne Stidsen baseres domme efter den nye samtykkelov hovedsagelig på kvindens subjektive beretning, så formentlig uskyldige mænd dømmes.

Vores vestlige civilisation er bygget på rationel tænkning og vægt på objektive kendsgerninger. Det gælder videnskaben, og det gælder retsvæsenet. Den seneste udvikling er i mine øjne et kulturelt forfald.

Cannabis

Jacob Vest, læser

Jeg mener, at en legalisering af cannabis i Danmark ville være det største selvmål nogensinde. Cannabis er et yderst farligt rusmiddel, som kan give varige psykiske skader hos rygeren. Desuden vil legalisering af cannabis føre til langt flere umotiverede overfald eller seksuelle krænkelser af uskyldige personer, fordi en person i rus ikke har kontrol over sine handlinger og derfor umotiveret kan finde på at overskride andres grænser. Sidst, men ikke mindst kan selv et moderat cannabismisbrug føre til nedsat psykisk funktionsevne og i nogle tilfælde betyde, at personen ender på livslang offentlig forsørgelse.

Kakaopris

Søren Høj, kritiker

Kakaoprisen stiger, og også andre råvarepriser kan stige i den kommende tid, varsler økonomerne. I TV 2 Nyhederne fortæller fabrikschefen om den meget dyrere chokoladeblok, der har femdoblet sin pris. Meningen er selvfølgelig, at vi automatisk skal tænke, at åh, nu stiger chokoladen voldsomt i pris. Det, mange glemmer (også de kære journalister), er imidlertid, at råvareprisen ofte udgør en mindre del af omkostningerne til en vare. Arbejdsløn, maskiner, vedligehold, bygninger, administration, transport og ikke mindst afgifter udgør en stor del af prisen på et produkt. En historie, vi aldrig hører, hvilket gør det nemt for producenterne at skrue priserne i vejret.

Mangfoldig pension

Jørgen Nielsen, pensionist

Kære Visdommens kilde, tak for »Hovedafbryderen« (WA #13). I skriver, at I for en gangs skyld ikke er så skråsikre på jeres gode råd. I er som bekendt to i kilden – to modne, myndige, selvsikre og kendte damer med mange skrifter, bøger, gode råd og meget mere på samvittigheden. Men I er usikre på den såkaldte hovedafbryder – det vil sige seniortilværelsen – uden det nuværende pres om at præstere fra jeres vidensbrønd. Og »Perleporten«, hvad med den? Derfor vil I på næste seniormesse tilbyde en alvorssnak om dyb tvivl og selvransagelse. For arbejde fortsat eller holde op?

Således opfordret vil jeg fortælle lidt om mig selv. Jeg er fyldt 90 – halvfemsindstyve – år. Da jeg var 60, mente bestyrelsen, at det var bedst, at vi skiltes. Sådan. Efter lidt almindelig forvirring og udmattelse dukkede noget op: Kunne jeg mon hjælpe med at lufte min viden i nogle studier fra Statens Byggeforskningsinstitut? Ja, det kunne jeg jo godt.

Det var en dejlig tid – og så dukkede en anden mulighed op: Redaktør på et større fagblad om energi og indeklima – med pressekort og det hele. Det blev en dejlig tid – med rejser til messer, for eksempel i Milano og Frankfurt. Så spurgte nogle, om jeg ville hjælpe en brancheforening med at fortælle om sig selv til omverdenen – og øge målbevidstheden i branchen – det var 13 gode år!

Efter at være blevet 84 syntes jeg, at jeg var blevet lidt langsom og måske endda vaklende, når jeg skulle på talerstolen ved konferencer og generalforsamlinger. Det var nok bedst at stoppe. Og nu? Det værste er, at mange i familien og vennekredsen er døde – kun ganske få er tilbage, men det er jo naturens gang, siger vi – de sidste – til hinanden og hygger os på måder, der ikke kræver for meget af os.

Men det væsentlige: Uden pensioneringen, da jeg var 60, ville jeg ikke have haft alle de oplevelser, som jeg var så heldig at blive tilbudt. Kort sagt: Mit liv havde været mindre mangfoldigt. Nu sker der ikke så meget mere – men det er også godt at hvile sig. Skavanker er kommet, men lidt motion hjælper – og på mærkelig vis er min bevidsthed ændret. Jeg holder af, at der ikke sker så meget.