Læserbreve

Slyngelstuen

Henrik Schrøder, læge

Anna Libaks kommentar »Slyngelstuen« i sidste uges Weekendavisen berører et strukturelt problem. Det har længe undret mig, at journalister på eksempelvis DR og TV 2 ofte hæfter »ude på«, »langt ude på«, »den yderligtgående« – listen kan fortsættes – på partier og personer til højre for midten, mens dette sjældent forekommer ved omtale af selv den yderste venstrefløj. Herved gøres venstrefløjens tankegang til mainstream, og højrefløjens (til højre for SF?) til yderligtgående. Måske godt for den enkelte journalists arbejdsmiljø, men træls, hvis man ønsker information og ikke holdninger. Jeg savner midtersøgende og borgerlige stemmer, som tør udfordre denne misrepræsentation.

For Libak er det måske interessant, at hendes bog Forstå populismen! i mit lokale biblioteks bogklub blev anmeldt som influeret af nazistisk tankegods. Så du, Libak, er også »langt ude«.

Og som mangeårig revygæst har jeg af og til undret mig over, at der nok laves spydige og ofte vittige indslag om personer og partier på højrefløjen, men venstrefløjen? Der er åbenbart ikke noget at grine ad. Eller måske må man ikke?

Det er jo et stærkt udgangspunkt for at sidde på definitionsmagten. Man kan hverken være yderligtgående eller blive til grin, hvis bare man hører til på venstrefløjen.

Brøndbyhad 1

David Jano, presserådgiver

Det er skønt, at min yndlingsavis, Weekendavisen, også har mere og mere med om fodbold. Jeg er åbenhjertigt enig med den franske forfatter Olivier Guez, da han skrev: »Fodbold er en altfortærende lidenskab.« Sidste uges kommentar fra David Jacobsen Turner i kultursektionen om Brøndby IF, hvor jeg som FCK-fan bliver reduceret til et kødben, der har fået min lejlighed af mine forældre og kommer fra whiskybæltet, er dog en kedelig generalisering. 

Jeg holder normalt meget af David J. Turners artikler eller kommentarer, men hele hans ærinde denne gang med at være harm over Brøndby-fans og den manglende anerkendelse af mesterskabet på heden blegner, når han selv sparker nedad og samtidig finder det nødvendigt at tale grimt om FC København og dens fans. Jeg har været fan af klubben siden 1995, er opvokset på Frederiksberg, bor i dag på Vesterbro og har selv betalt min egen lejlighed. De mere end 30.000 hjemmebanefans hver gang på lægterne i Parken har sikkert også deres egen historie. Hvad har det af betydning?

Brøndbyhad 2

Jesper Friis, Brøndby-fan

Kære David Jacobsen Turner

Jeg er med på, at en kommentar uden smæk for skillingen ikke rigtig bliver til andet end spildte ord, og jeg må også indrømme, at jeg (som er fra Vestegnen) både føler mig set og klasket op ad væggen af din kommentar i sidste uge. 

Det skal du have. Og så alligevel, i mit straks aktiverede selvforsvar er det desværre alt for nemt at få øje på din egen sørgelige selvretfærdighed – i din nedladende tone over for andres samme – hvilket på sin vis er sært beroligende. 

Efter endt læsning sidder jeg (stadig) og tænker, at du har sgu ret – men jeg tror ikke et øjeblik på, at du holder med Boldklubben Frem. Måske Tottenham og landsholdet, fodboldhold langt væk i tid og sted. Men du afslører også en manglende forståelse for passionens blindgyder.

Jeg tror, at du holder med dem, der til enhver tid vinder, bare uden at sige det højt. Det er det, jeg tror og havde brug for at sige højt uden at bralre op. God kamp!

Redaktionen kan dog bekræfte, at David Jacobsen Turner helt indiskutabelt er en ganske glødende BK Frem-fan, der i øvrigt kun holder med fodboldhold, der (næsten) aldrig vinder titler, red.

Bare værre

Flemming Birch, læser

ChatGPT 4o, skriv et svar på Lasse Winther Jensens kommentar »Det samme, bare værre« i sidste uges udgave af Weekendavisen. Svaret skal adressere hans spørgsmål: »Hvem er den her teknologi til for? Hvad er den helt præcis til for? Hvad er dens oplagte use case?« Overskriften skal referere til »Det samme, bare værre«.

Kære Lasse Winther Jensen. Du rejser nogle vigtige spørgsmål om AI-teknologiens formål og nytteværdi, som fortjener en grundig overvejelse. Lad os starte med dit centrale spørgsmål: »Hvem er denne teknologi til for?« AI er designet til at betjene et bredt spektrum af brugere, fra virksomheder, der ønsker at automatisere processer og analysere data, til individer, der søger hjælp i dagligdagen gennem personlig assistance og underholdning.

»Hvad er den helt præcis til for?« AI har potentialet til at forbedre effektiviteten og præcisionen inden for mange områder. For eksempel kan AI i sundhedssektoren hjælpe med at diagnosticere sygdomme hurtigere og mere præcist end mennesker. Inden for uddannelse kan AI tilpasse læringsoplevelser til den enkelte elevs behov, hvilket kan forbedre læringsudbyttet markant. I virksomheder kan AI optimere driftsprocesser og frigøre tid til mere kreative og strategiske opgaver.

»Hvad er dens oplagte use case?« AIs mest oplagte anvendelser ligger i automatisering af rutineopgaver, dataanalyse og personlig assistance. Eksempelvis kan en AI-assistent som GPT-4o hjælpe med at organisere din kalender, besvare e-mails og give anbefalinger baseret på dine præferencer. I mere specialiserede anvendelser kan AI drive innovation inden for forskning ved at analysere enorme mængder data hurtigere end nogen menneskelig forsker.

Udfordringen er at navigere disse teknologiske fremskridt ansvarligt, så de tjener os alle positivt og ikke kun dem, der skaber dem.

Venlig hilsen ChatGPT 4o

Fedme

Morten Grønbæk, direktør Center for Sundt Liv og Trivsel

Anna Libak kan i sin leder »En fed fidus« fra avisen 31. maj ikke forstå, at mennesker med overvægt ikke bare tager sig sammen og spiser sundere. Problemet er nemlig, at mennesker med overvægt spiser for mange pølser og for meget kage, mener hun, så det kan de jo bare lade være med.

Men i samme leder skriver hun også: »Snart sagt hver uge træder en fedmeekspert frem og bedyrer, at det ikke handler om viljestyrke, men om en række meget komplicerede fysiologiske, psykologiske, genetiske og miljømæssige faktorer uden for den enkeltes kontrol. Overvægt er slet ikke selvforskyldt.«

Det er nemlig rigtigt. Forskerne er enige om, at overvægt sandsynligvis skyldes et kompliceret samspil mellem kendte og, især, ukendte faktorer. Og at overvægt ikke er selvforskyldt.

Anna Libak kunne vælge mellem to reaktioner på den viden:

1. »Det var interessant og slet ikke sådan, jeg troede, det hang sammen. Der blev jeg lidt klogere.«

2. »De er nok i lommen på medicinalindustrien allesammen – jeg synes stadig, folk med overvægt bare skal tage sig sammen.«

Hun valgte den sidste. Hun ignorerer fagkundskaben og fremturer med sin egen teori, der lægger ansvaret over på den enkelte. Det er også nemmere.

Alternativet er nemlig enormt kompliceret: Den stigende vægt i befolkningen skyldes efter alt at dømme et sammenstød mellem gener, sociale forhold og moderne livsstil. Nogle mennesker tager simpelthen mere på end andre, andre spiser det, de har adgang til eller råd til, og nogle bliver »bare« fristet over evne af reklamer og billige tilbud. Alle kæmper de en daglig kamp mod vægt, sult, skam og omverdenens fordømmelse over, at de ikke bare tager sig sammen.

Parallelt med deres søgen efter en eller flere sikre årsager taler flere eksperter på området derfor i stadig større omfang om behovet for den såkaldt strukturelle forebyggelse. Vi skal skrue på de knapper i samfundet, der kan få os alle til at leve sundere, uden at lægge ansvaret på den enkelte. Det kunne være forbud mod energidrikke og mod reklamer for junkfood målrettet børn, mere bevægelse og sund mad i skolen, bedre forhold for cyklister etc.

Anna Libak er ironisk nok selv inde på det i sin leder. Hun sammenligner nemlig kampen mod overvægt med kampen mod nikotin og alkohol: »(...) når det kommer til alkohol og rygning, er vi enige om, at det store flertal godt kan lære at styre sig (...)«

Øh nej. Her har vi tværtimod indført strukturelle forhindringer, for at det netop ikke skal være op til den enkelte »at styre sig«: Vi har indført forbud mod at ryge på arbejdspladsen, indført aldersgrænser for køb af alkohol, aldersgrænser for nikotinprodukter, vi har sat afgifterne op på cigaretter for at få folk til at købe færre eller helt holde op, og eksperter kalder på endnu strengere tiltag for at komme konsekvenserne af druk og røg til livs.

Jeg taler ikke for, at vi skal indføre aldersgrænser for køb af chips og hindbærroulader. Men vi skal lade den dømmende pegefinger blive i lommen og i stedet anerkende, at den globale fedmeepidemi ikke bare er et spørgsmål om manglende vilje. I stedet skal vi prøve at gå andre veje for at forebygge og samtidig acceptere, at nogle mennesker bare er større end andre.