Læserbreve

Randers er in

Thea Torp, kulturjournalist

Jeg er vokset op i Auning i Norddjurs Kommune, den næstfattigste efter Lolland-Falster. Her går man i oversize T-shirts med ulve på, har tunet sin udstødning, spiser kød og Knorr til alle måltider og bliver professionsbachelor, hvis man får sig en uddannelse.

Den franske forfatter Annie Ernaux skriver et sted, at det, der kendetegner arbejderklassen, er, at man lærer at gøre, hvad de andre gør, uden at tænke nærmere over hvorfor. I Auning handler det om at passe ind. De originale ses som nogen, der tror, at de er noget. De homoseksuelle flytter væk, og det blev åbent diskuteret i samfundsfagstimerne, om indvandrerne skal ud af Danmark. Og så elskede vi Medina.

I 2014 flyttede jeg til Aarhus med min far, startede på et af Danmarks bedste gymnasier og trådte dermed ind i den pæne middelklasse. Her lærte jeg, at man skulle være så anderledes som muligt, dog indbefattede det ikke lige at være en prollet Randers-pige. Så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at optage de usagte væremåder – og smide dialekten.

Jeg fortalte ingen, da min mor måtte låne penge af min søster, så hun og min bror kunne komme med til min galla. Billetterne kostede 750 kroner. En ven fra klassen tog et fællesbillede af min familie, der stod samlet om mig, efter at jeg havde fået huen på. Alle røg. Han har en far, der er hjerneforsker, min er førtidspensionist.

For mig var det en kamp og en sejr at blive en del af den kulturelle klasse. Jeg holdt op med at høre Medina og ItaloBrothers, lærte i stedet om P8 Jazz. Jeg var stolt af, at jeg havde opnået en dannelse – at jeg i tråd med Ernaux havde lært at forholde mig undrende til min omverden.

Men nu er Randers så blevet in. Anmelderne giver Medina topkarakterer, og de unge på Nørrebro skal helst ligne de fattigste fra mit lokalområde. Man kan måske sige, at de nu rummer min kultur, men mit indtryk er snarere, at vores livsform stadig anses for dum og prollet. Man har blot valgt at tilsidesætte sin medfødte dannelse for i stedet poserende at overse, at Medinas tekster er dårlige ikke-rim skrevet i iPhonens noteprogram.

Det hedder kulturel appropriation. Det er nemlig gratis at have dårlig smag, når man kommer fra middelklassen. Er man arbejderklasse, må man derimod lægge den slags bag sig, hvis man vil mere end at klare sig. Men dejligt for jer, I kan hygge jer med Medina.

Knojern og steakknive

Per (efternavn kendt af avisen), læser

Apropos Michael Falkendorfs indlæg (WA #25) om springknive har jeg som 76-årig Hundige-beboer gået med et knojern for at kunne forsvare mig uden at brække knogler. Desværre fik jeg ikke tømt lommerne, før jeg skulle spise i restauranten i tårnet på Christiansborg.

Af en eller anden grund er der tre-fire ansatte i en sikkerhedskontrol, man skal passere for at komme op i tårnet, og de beslaglagde knojernet. Men i selve tårnet var der en masse steakknive, hvis man var i humør til lidt terror. Forstå det, hvem som kan. Nu bestiller jeg så et nyt knojern fra Kina, det koster cirka ti kroner, håber, det kommer igennem tolden.

Menneskets særstatus

Christoffer Gertz Bech, cand.mag.

Christian Bennike kan i klummen »Levned & Meninger« (WA #27) indvie læserne i et udvalg af naturens forunderligheder, som han har oplevet dem i Tisvilde og på tv. Han har blandt andet opdaget, at hjorte kan have indvoldsorm, og at gribbe æder kadavere rub og stub, om så det indebærer at gå løs på endetarmen indefra. Kort sagt, som han konstaterer: Naturen er klam og grusom.

Det leder Bennike til at hævde, at vi mennesker er meget mere end natur. At der kan sondres mellem civilisation og natur som to væsensforskellige størrelser. Og at menneskeheden er vigtigere end andre dyr. Disse påstande lader til at være selvindlysende sandheder for Weekendavisens journalist, der ikke ulejliger sig med at levere noget, der bare ligner en begrundelse. Det kunne ellers nok være tiltrængt, for påstandene er netop kun påstande.

Det er noget regulært sludder, at vi mennesker skulle være vigtigere end andre levende organismer. På hvilken måde da? Bennike rammer selv hovedet på sømmet, når han konstaterer, at det gør ham til »speciesist«, og det er sigende, at han tilsyneladende ikke ser dette som et problem. Men at sætte nogen højere end andre alene på grund af den art, de tilhører, er nøjagtig lige så problematisk som at gøre det på grund af race, køn eller seksualitet.

Det er oplagt, at vi føler os nærmere knyttet til nogle mennesker end til andre. Men det gør dem ikke objektivt set mere værd. Ganske tilsvarende er der heller ikke noget, der i den store sammenhæng gør mennesker mere værd end andre organismer. En påstand om, at vi skulle have nogen form for særstatus, er så radikal, at den kræver en særdeles god begrundelse.

At denne selvovervurdering tilsyneladende er ret udbredt blandt menneskene, gør kun behovet for et opgør med denne så meget mere påtrængende.

Uddannelsesudfordring

Lars Thore Jensen, direktør på AMU-Fyn

Det er frustrerende at se, at velfærdsuddannelserne igen oplever en nedgang i ansøgninger til dette års optag på de videregående uddannelser. En løsning synes vanskelig at få øje på. Hvis flere skal vælge velfærdsuddannelserne, kræver det ikke blot flere unge uddannelsessøgende, men her er der desværre også en udfordring: Ungdomsårgangene falder med 20 procent.

Ingen ønsker at påpege, hvorfra de nye studerende til velfærdsuddannelserne skal komme. Der er ingen, der mener, at vi bør øge antallet af studerende på velfærdsuddannelserne ved at reducere optaget på STEM-uddannelserne (Science, Technology, Engineering og Mathematics), lægestudiet eller blandt de få, der vælger at studere tysk eller fransk på universiteterne. Ligeledes forestiller ingen sig, at flere faglærte skal forlade deres job som sosu-assistenter, elektrikere eller struktører for at påtage sig en ny tilværelse som studerende på velfærdsuddannelserne.

Denne problemstilling kræver en dybere overvejelse af, hvordan vi kan gøre velfærdsuddannelserne mere attraktive og sikre og dermed tiltrække de nødvendige studerende, uden at det går ud over andre vigtige fagområder. Der må findes en balanceret løsning, der tager hensyn til både fremtidens behov og de unges uddannelsesvalg.

Preppoesi

Jørgen Rasmussen, filosof

Prepper vor/ du som er i spisekamrene!/ Helliget vorde din proviant/ komme din katastrofe/ ske din angst/ som i massemedierne/ således også i underbevidstheden/ Giv os i dag vort daglige beredskab/ og forlad os andres sindsro/ som også vi forlader vores sindsro/ Og led os ikke i tillid/ men fri os fra freden/ Thi din er krigen, købekraften og fortæringen i evighed/ JAmen.

Sommerkolonialister

Kurt Sørensen, læser

Det er højst besynderligt at læse en artikel i Weekendavisen (WA #26) om »sommerkolonialister«, hvori hævdes, at der i kommuner med mange feriehuse opstår en problematisk kløft mellem deltidsbeboere og fastboende. Som fastboende tilflytter gennem 60 år i Odsherred genkender jeg ikke det billede, artiklen tegner, og hvor netop Odsherred med mere end 25.000 feriehuse bruges som eksempel på den påståede problematik.

Artiklen taler om »parallelsamfund« støttet af såkaldte forskere, der på bekvem afstand mener at se en kløft i lokalsamfund med mange sommerhuse med dybe interessekonflikter og divergerende dagsordener. De to befolkningsgrupper står ofte i et modsætningsforhold, begrundet i blandt andet forskellig uddannelsesbaggrund og økonomisk baggrund, hævdes det. De har intet indbyrdes samkvem.

Uden at være ansat ved et universitet eller forskningsinstitut vil jeg hævde, at tilsvarende måske også gør sig gældende mellem folk, der bor på for eksempel Østerbro og Nørrebro i hovedstadsområdet. Tværtimod vil jeg påstå, at mange landliggere i Odsherred nok er mere engagerede i lokalsamfundet her end i egen kommune.

Tilknytningen til sommerhuskommunen strækker sig ofte over flere generationer som et sted, man rigtig føler sig hjemme og gerne tilbringer sin fritid i et dejligt landskab med rig kulturhistorie og som medlem af lokale foreninger, og hvor man gerne besøger gode spisesteder, gallerier og har sine yndlingsbutikker. Man vender tilbage gang på gang.

Selv møder jeg som fastboende ofte folk fra »sommerlandet«, hvor gensynsglæden er stor, og hører om deres drøm om en dag, når de lader sig pensionere, at flytte på landet fra storbyen. De elsker landskabet og landsbyerne og protesterer på lige fod med de fastboende mod kommunale lokalplaner, som truer natur og miljø.

Artiklen turde være vås og et eksempel at studere for konfliktforskere på, hvordan man på et meget løst grundlag søger at skabe konflikter, hvor de ikke findes.

Disse er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk