Læserbreve

Meningsløs krig

Knud Larsen, ph.d.

Under rubrikken »Meningsløs krig« skriver psykolog Morten Andersen i et læserbrev i WA #34, at Ukraines præsident Zelenskyj »rejser rundt som en superstar og bliver modtaget af krigsbegejstrede vestlige overhoveder«. Kan man næsten vende det hele mere på hovedet?

Nej, det giver ingen mening, at Putin og Rusland den 24. februar 2022 invaderede sin fredelige nabo Ukraine og fortsat fører en bestialsk tilintetgørelseskrig med daglige målrettede angreb på civile installationer, energi- og vandforsyning, hospitaler, skoler og beboelsesejendomme. Andersen kalder det en »amerikansk proxykrig«. Han mener, at Putin »dæmoniseres«; at Vesten er grebet af en »krigseufori«, og at »tidsånden i den vestlige verden råber på krig«. Psykologen er åbenbart ligesom blandt andre Marie Krarup så duperet af Putin, at han har mistet orienteringen.

Tillad mig at minde om Budapest Memorandum, der 5. december 1994 blev underskrevet af Rusland, USA og Storbritannien: en aftale om, at Ukraine, Belarus og Kasakhstan afleverede deres atomvåben mod garantier for fuld suverænitet og uafhængighed. Højtideligt underskrevet af Ruslands FN-ambassadør Sergej Lavrov, nu mangeårig udenrigsminister for Putin, og salig Madeleine Albright, ditto for USA og senere udenrigsminister for Bill Clinton.

Albright (dengang: Marie Jana Korbelová) blev selv tvunget i landflygtighed med sin familie, da Tjekkoslovakiet i 1948 endegyldigt blev en russisk lydstat efter endnu en »defenestration«: Udenrigsminister Jan Masaryk kastede sig i 1947 angiveligt ud ad et vindue i sit ministerium. Den slags sker stadig i Rusland og i lande under russisk indflydelse.

Flagning

Louise Sundorf, teolog

Jeg er født i Sønderjylland. Mit efternavn signalerer mit tyske ophav, som dog går så langt tilbage i min families generationer, at ingen længere ulejliger sig med at bekymre sig om det. Det samme burde være tilfældet, når det kommer til spørgsmålet om det tyske flags eksistensberettigelse i Sønderjylland. Dannebrogs betydning for sønderjyder, jævnfør artiklen »Hjerteblod« (WA #33), kan sagtens bevares, selvom det tyske mindretal nu har lov til at lade det tyske flag vaje. Det vover jeg at påstå, fordi der bag betoningen af flaget anes en anden problematik; at man ikke ønsker en for tysk indflydelse, når man i argumentationen mod at flage med det tyske flag blandt andet kommer ind på »antivaxere« og tyskere, som køber hus i Danmark på grund af høje huspriser i Tyskland.

Derfor lyder formaningen herfra: Sinne nå! Tyske tilflyttere er ikke ude på at generobre Sønderjylland eller beklikke den sønderjyske identitet. Nej, de er formentlig mest af alt tiltrukket af den danske kultur og vores samfund, ligesom vi sønderjyder er tiltrukket af billige dåseøl og mængderabatter syd for grænsen. Lad os derfor ikke bruge historien som et middel til hetz mod tyske tilflyttere og flagning med de sort-rød-gyldne farver. Lad os i stedet lade dannebrog stå som et symbol på gæstfrihed og inklusion – det er den mentalitet, sønderjyder såvel som andre danskere bør have omkring vores flag.

Uddan flere læger!

Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen

Tak til Weekendavisen for at sætte fokus på sundhedsvæsenets mangel på arbejdskraft i artiklen »Flere læger på landet« (WA #34). En central pointe, der kort nævnes i artiklen, men som med fordel kan udfoldes, så politikere og andre beslutningstagere i Sundhedsdanmark ser problemet i øjnene, er: Danmark har ikke kun et lægedækningsproblem – vores problem er en grundlæggende mangel på speciallæger fra en lang række lægelige specialer.

Det er derfor en forkert præmis, når stemmer slår til lyd for, at der blot skal fordeles flere speciallæger til tyndere befolkede områder ved at lave ansættelsesloft og aktivitetsloft på de større specialiserede sygehuse: For der er ikke speciallæger nok at fordele. Fra Lægeforeningens side har vi i årevis advaret om manglen på speciallæger og har tidligere påpeget en manko på omtrent 200 speciallæger årligt i forhold til behovet.

Det er indlysende, at patienterne mangler speciallæger, når man konsekvent uddanner alt for få. Det er derimod en ikkeløsning at gribe til diverse lofter og andre tvangsredskaber: Der er ingen arbejdsløshed blandt speciallæger, som er lukket for tilgang i mere end hver anden almen praksis. Langtfra alle sygehuse har det nødvendige antal speciallæger til de mange opgaver. Og patienterne oplever lange ventelister over en bred kam. Læger er desuden enormt mobile i forvejen og er – helt frivilligt – spredt ud over hele landet. 

Men da det er Sundhedsstyrelsen, regionerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet med Finansministeriet som overfrakke, der beslutter, hvor mange af de læger, som uddannes fra universiteterne, der får mulighed for at videreuddanne sig til speciallæger, er det også her, løsningen findes. Danmark mangler speciallæger, og løsningen er ganske enkelt at uddanne flere. Sker det ikke, vil det gå ud over patienterne, som fortsat vil mangle speciallæger til specialiseret behandling i alle regioner.

Jagt på lejere

Anders Svendsen, chefjurist i Lejernes Landsorganisation

Hvad er godt, hvis boligejere gør det – og dårligt, hvis lejere gør det? At bo længe i deres hjem. I hvert fald hvis man skal tro den borgerlig-liberale tænketank CEPOS. Når en ejer bor i sit hjem i lang tid, bliver det fra liberal side betragtet som noget positivt. Man kender sine naboer, føler sig forbundet til området og bidrager til lokalsamfundet. Det er også muligt at blive boende i sin bolig i mange år, og hvis ejeren opnår en økonomisk gevinst, beskattes værdistigningen ikke. Det anses som politisk legitimt at tjene millioner på denne måde – skattefrit.

Men hvis en lejer gør det samme, er det ifølge CEPOS at betragte som et problem for mobiliteten. Lejerne vil måske ikke flytte fra deres bolig for at finde en bedre stilling, og det kan være, at de betaler en lavere husleje end nye potentielle lejere. Pludselig bliver en økonomisk fordel set som et samfundsmæssigt problem i stedet for en retfærdig konsekvens af at bo i den samme bolig i lang tid. Tal fra Boligministeriet understreger da også, at ejere er langt mindre mobile end lejere. Den gennemsnitlige botid for en ejerbolig er 19,1 år. For lejere i den private sektor er det 6,5 år. Føromtalte nul procent skat på værdistigninger anses heller ikke som et problem. Kun huslejeregulering (for eksempel huslejeloftet) er til evig diskussion. Folk bør have tryghed i deres bolig – uanset boligform.

Butler

David Tanner, professor emeritus

Mange tak til Asker Hedegaard Boye for den udmærkede anmeldelse af Judith Butlers seneste bog (WA #34). Her nævnes en række andre store intellektuelle charlataner (blandt andet Marcuse, Foucault, Lacan og Derrida) men Butler, ypperstepræstinde i volapykkens tempel, er dog den største af dem alle.

Overlevelseskrig

Ari Goldhar Menachem, studerende

I WA #34 skriver Weekendavisens journalist Waleed Safi på baggrund af en samtale med den tidligere israelske premierminister Ehud Olmert om dennes syn på konflikten i Mellemøsten. Det verdenssyn, Olmert giver udtryk for, deles imidlertid ikke af flertallet af israelerne på tværs af det politiske spektrum. En kritik af disse synspunkter kan derfor bidrage til en bedre forståelse af, hvorfor israelerne handler, som de gør.

Både Iran og Hizbollah fremstilles af Olmert som næsten rationelle aktører, der blot handler ud fra egne interesser. Det foreslås endda, at regionen måske kan stabiliseres ved at »løse en række grænsestridigheder« med Hizbollah. Men spørger man den gennemsnitlige israeler, er dette virkelighedsfjernt. Iran og Hizbollah kan måske handle rationelt i forhold til kortsigtede taktiske beslutninger, men de fleste israelere er overbeviste om, at Irans langsigtede strategi er religiøst funderet og sigter mod Israels totale udslettelse. Iran selv har gentagne gange fremsat sådanne påstande, og i Israel har man lært at tage trusler om udryddelse alvorligt. Set med sekulære vestlige øjne kan det være svært at betegne dette som rationelt.

Illusionen om, at man kan forhandle sig til fred – eller i det mindste undgå krig – med religiøse ekstremister, der har svoret at ville udslette dig, om det så er det sidste, de gør, bristede for israelerne en gang for alle 7. oktober 2023. Det er rigtigt, at israelerne frygter en krig med Hizbollah, da konsekvenserne kan blive ubærlige. Men de er også klar over, at hvis man undlader at tage resolut militær handling snart, giver man Iran og Hizbollah magten til at bestemme, hvornår og hvordan den uundgåelige krig skal starte. I en overlevelseskrig er det en situation, man for alt i verden ønsker at undgå.

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdninger. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk