Ensretning. Mange kunstnere skriver i disse uger under på protestskrivelser om Gaza og sluger en »herreklam åndelig skovsnegl for at komme med i De Retfærdiggjortes Klub«. Kristian Ditlev Jensen er ikke en af dem.
Kulturelitens fanatiske folkedrabskor
Sommetider må man spørge sig selv, om det vitterligt er aktivisme, eller faktisk bare rent medløberi, når flokken – for Gud ved hvilken gang – er rasende og råber i kor. Vi har set det igen og igen. En minimal håndfuld medlemmer af en kreativ eller intellektuel gruppering formulerer noget, som – ved nærmere eftertanke – faktisk er ekstremt. Og straks skriver alle som én under, fordi det her jo er det, man bør mene. Det er nemlig det synspunkt, alle går med på skjorten. Man laver dydssignalering ved at være med. Eller rettere: Man sætter sig selv i skammekrogen, hvis man lader være. Mobningen er til at få øje på.
De første var forfatterne. Den 11. juni 2025 publicerede Politiken et åbent brev med krav om anerkendelse af Palæstina som stat, stop for våbensalg til Israel og slut på besættelsen af Vestbredden. Der blev samlet »flere hundrede danske forfattere«, skrev man – som om »det er vi mange, der mener« nogensinde var et sagligt argument. Flere profiler holdt sig tavse. Og deres fravær illustrerer et underbelyst fænomen: Når meninger samles til ét credo, forsvinder nogle stemmer – ikke fordi de er ligeglade med krigens uhyrligheder, men fordi de insisterer på kompleksitet og dybde frem for disse overkoreograferede feel good-synkronsvømninger, som handler om, hvad der for tiden er på mode i den kreative middelklasse.
Del:
