Jødiske forholdsregler

Jeg var ikke ret gammel, da jeg lærte at være strategisk i forhold til mit jødiske ophav. Det startede i det små, noget med at tysse på min søster, når hun insisterede på at tale hebraisk i det offentlige rum. I mit stille sind beundrede jeg hende for hendes mod og stædighed. Hvilken chutzpah, selvtillid, tænkte jeg, hun var israeler i Danmark. Alligevel lukkede jeg ned for hende hver gang, og til sidst stoppede hun.

Senere lærte jeg kunsten at lyve. I mine teenageår fortalte jeg fremmede, at jeg var spanier, amerikaner og italiener. Min mest effektive strategi var at fortælle, at jeg ikke kendte min far, eller at han var død. Folk blev så utilpasse, at jeg slap for at afsløre, at begge mine forældre i virkeligheden var i live og jødiske; den ene i Tel Aviv, den anden nord for København.

I dag har jeg fundet en vending for det: »Det er jo bare, du ved, små forholdsregler i hverdagen,« forklarer jeg ofte mine venner og bekendte for ikke at gøre dem unødigt bekymrede, for ikke at virke ekstrem. Forholdsreglerne er en automatindstilling, som har indprentet sig så dybt i den jødiske diaspora, at vi sjældent tænker over dem som problematiske. At leve i skabet er et grundvilkår.

»Har I set nyhederne fra Israel?« spurgte jeg i familietråden 7. oktober. En uverificeret video af en afklædt, livløs kvinde på ladet af en firhjulstrækker, omringet af bevæbnede mænd, florerede på sociale medier. Min søster kontaktede familien i Israel med et spørgsmål, som er velkendt for børn af intifadaen: »Er I okay?«

Vi var særligt bekymrede for den del af familien, der bor i Sderot, en af de grænsebyer, som Hamas infiltrerede. Tragediens omfang stod stadig uklart for os, da bomberne begyndte at regne ned over Gaza. Som altid, når den palæstinensiske og israelske lidelseshistorie tilføres endnu et blodigt lag, forberedte jeg mig på splittelsen, på lidt jødehad her og der, men jeg kunne ikke forberede mig på en global eksplosion af antisemitisme.

Antisemitismen følger ingen fast logik. For antisemitten er jøden alt det, antisemitten har brug for, at jøden skal være, skriver den amerikanske journalist og redaktør Bari Weiss. Derfor er jøder gennem historien blevet påtvunget alle tænkelige skurkeroller for at forklare dårligdomme og kriser, og det er ikke anderledes efter 7. oktober 2023.

Der er tale om en idiosynkrasi i spektret mellem fordomme og had, som på absurd vis forener nynazisten, islamisten og den venstreorienterede Ivy League-studerende, som i antiimperialismens navn relativiserer eller ligefrem hylder terrorisme. Israelske jøder er hvide kolonialister, undertrykkere af brune mennesker, må man forstå.

Det synes uden betydning, at over halvdelen af Israels befolkning er ikkehvide jøder og arabere. Min egen familie læser formentlig ikke nok i avisen Haaretz til at gå op i deres hudfarve, men hvide ville de alligevel blive forvirrede over at blive kaldt. På grund af deres irakisk-libyske herkomst taler nogle af dem stadig hebraisk med tyk arabisk accent og bruger krydderier, som vil give ashkenaziske jøder sart mave i flere dage.

Men hvem går op i det? Gid jeg alene blev konfronteret med disse moralske og intellektuelle krumspring på X eller i artikler om Hizb ut-Tahrir-demonstrationer og vævende Ivy League-ledere, men opfattelsen af jøder som fjendtlige bærere af israelsk imperialisme kryber også ind i min indbakke og kommentarsporene og truer mine nærmeste på livet.

Min søster skulle have hugget hovedet af, fik hun at vide i en besked. Mine venners niårige barn blev truet på livet af en ældre elev på en skole i København. De fleste dage siden 7. oktober har min kæreste kørt mig til og fra arbejde, før han kan passe sit eget. Mine tætte kollegaer ved, at jeg er utryg, og at de ikke skal lukke hvem som helst ind i bygningen.

Et smukt messingskilt, som det på naboens dør, kunne også vi have haft, hvis blot jeg turde skrive mit jødiske navn på det. I min søsters hjem er installeret tre overvågningskameraer, som min lille nevø tror er sat op for at drille mormor. Mezuzahen, den lille beholder, der ifølge jødisk lov placeres på dørkarmen, er fjernet.

De forholdsregler, vi fra barnsben har set som grundvilkår, er nu accelereret til et omfang, jeg ikke havde troet, jeg skulle opleve i min levetid. Hvor stiller det os, hvis vi beslutter os for at droppe dem og leve som andre mennesker? Måske fint, måske ikke, historien tillader mig ikke at gamble.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk