I år er det nøjagtig 60 år siden, den tysk-jødiske tænker Hannah Arendt (1906-1975) introducerede begrebet »ondskabens banalitet« i forbindelse med en artikelserie om retssagen imod nazisten Adolf Eichmann, som hun skrev til magasinet The New Yorker, og som senere blev til en bog. Udtrykket vakte stærke reaktioner, og især mange jøder havde svært ved at forholde sig til det.

Arendts indsigt åbnede imidlertid for en ny forståelse for, hvordan de omfattende uhyrligheder, nazisterne havde begået, overhovedet kunne ske. Arendt viste, at der findes en ondskab, der unddrager sig enhver vilje og ethvert ansvar, og ved hvilken mennesker er i stand til at udføre drabelige handlinger »blot« ved at parere ordrer – noget, som Arendt beskrev som værende en langt farligere ondskab end den »absolutte« ondskab, der i det mindste står ved sine onde handlinger og intentioner (eksempelvis af ideologiske årsager).